Laguna de Taray
Hides de
El Taray
Castilla-La Mancha Spain
Lagunen El Taray er med sin enorme ornitologisk rigdom, et af Spaniens vigtigste vådområde.
Siden 2014 er der udviklet et ganske særligt foto- og fuglebesøgsprojekt, med ikke færre end 26 skjul. En stor del af området er privatejet, og huser det fantastiske ”Hides de el Taray” med 26 suveræne fugleskjul.
Et sted jeg besøgte i slutningen af november 2019 – jeg har kun én kommentar til stedet:
DET ER UNIKT OG EN FANTASTISK OPLEVELSE
Laguna del Taray er en sø på La Mancha-sletten i Villarrobledo- afvandingsområdet.
Hacienda, Laguna de El Taray
Efter at havde forladt Adamuz og de fantastiske oplevelser med både Konge- og Høgeørn, kørte den nu reduceres gruppe mod vort næst mål – Hides de El Taray. Nogle skjul som efter sigende skulle være blandt Spaniens bedste. Tankerne var ”det kunne ikke blive bedre end i Adamuz” (meeen vi skulle blive klogere 🙂 )
Hides de El Taray er beliggende ved Laguna del Taray, som er en sø på La Mancha-sletten i Villarroblede-afvandingsområdet lidt over én times kørsel fra Madrid. Området rummer en enorm ornitologisk rigdom, og er blandt Spaniens vigtigste vådområder.
Siden 2014 er der på Haciendaen ”Laguna de El Taray” (en stor landejendom på 1100 hektar indeholdende et 800 hektar vandområde) udviklet et unikt foto- og fugleobservations projekt betegnet ”Hides de El Taray”, med ikke færre end 26 skjul, fire vandskjul og to tårne.
Fuglelivet i lagunen varierer meget gennem året, og når sit maksimum i september, hvor El Taray bliver et vigtigt mellem-landingssted for tusinder af trækfugle, lige fra hejre og storke til vadere og ænder. Derudover bliver området et yndet tilflugtssted for hundreder af små trækfugle.
Når vinteren nærmer sig øges antallet af rovfuglearter, og det bliver ikke noget særsyn, at se både Spansk kejserørn og Høgeørn, sammen med den store gruppe af fastboende rørhøge. Tranerne samles med tusinder i nogle af de ydre hjørner af vådområdet
Stedet er unikt, og et absolut fantastisk mål for en dansk fuglefotograf.
Beliggenhed
Hacienda Laguna de El Taray og skjulene ”Hides de El Taray” nås efter en time og femten minutter kørsel fra Madrid af E5. Adgangen til skjulene kommer halvvejs mellem Villacañas og Villafranca de los Caballeros. Området er i regionen kendt som Mancha Humeda inde i Lagunas y Albardinales del Gigüela naturreservat, som er beliggende i Regionen Castilla La Manncha.
Skjulene ligger et pænt stykke fra hovedveje, og tilkørslen er en beskeden grusvej, som findes 8 kilometer fra Villacañas på Villafranca de los Caballeros-vejen (lige ved Tirez-lagunen). Den ujævne grusvej går over et højdedrag som giver udsigt over den store lagune El Taray, der ligner en oase af træer og grøn vegetation omgivet af et hav af afgrøder og vinmarker. Jeg nåede dog aldrig, at kunne nyde den utvivlsomt smukke udsigt, for vi var der altid et godt stykke tid før solopgang, og til aften, først lidt efter solnedgang – så indtrykket kunne kun dannes fra dunkelt lys og i mørke gråtoner.
Grusvejen er en ”no name” vej, men den er tæt på Camino de Villacänas a la Laguna del Taray, som kan ses på Google maps, og går langs med lagunen.
Videoer fra Hides de El Taray
Live fra det fantastiske skjul “Vega Masón”.
Vel ankommet til vort hotel i Villacañas begav vi os straks til skjulene ved Laguna De Taray. De skjul skulle vise sig, at være lige så ”wilde”, som dem vi lige havde forladt. Samlet set blev det en fantastisk oplevelse, hvor jeg var så tæt på fuglene, at min 200 mm igen næsten konstant var alt for meget. Jeg gik glip af mange stridigheder mellem især rørhøgene og glenten, fordi fuglene simpelthen ikke kunne være i søger-feltet. Ærgerligt, men en fantastisk oplevelsen at være så tæt på, og se dem agerer på en måde de kun gør, når de føler sig fuldstændig ugeneret. Og så det, at se dem gennem spejlglassenes panorama udsyn, var ganske enkelt – en fugle-oplevelse for livet.
Første dag var jeg i kirkeugle- og sydlig stor tornskade-skjul. Kirkeuglen var ikke hjemme den dag, men med den sydlig stor tornskade havde vi et rigtig godt fotoshoot. Sydlig stor tornskade (ofte tidligere betegnet iberisk tornskade) er nyligt blevet anerkendt som selvstændig art, så et godt billede, at få med hjem til billedsamlingen.
Sydlig stor tornskade
Vores første morgen var i Vega Mazón skjulet
Vi startede den første morgen i områdets bedste rovfugleskjul, og var på plads i skjulet én time før solpogang . Her havde der i dagene forinden været observeret både spansk kejserørn og en ung høgeørn (vist 1k). Så nu var changen for at få den eftertragtede kejserørn der igen, samt ikke mindst den flotteste af dem alle (og min absolutte favorit) – høgeørnen, endda i den næsten orangefarvede ungfugledragt.
Vi var hurtigt på plads, og så snart vores vært var kørt, landede den første, en lille kærhøg (hun). Solen var endnu ikke stået op, så det var ganske mørkt. Jeg fik ikke billeder af den den dag. Snart ankom en musvågen og flere rørhøge, samt to forsigtig KEJSERØRNE. Men desværre var der også et stort ryk-ind af ravne, og den virak de kunne lave behagede ikke kejserørnene, som hurtigt fortrak – øv og atter øv. De pokkers ravne jagede faktisk alle rovfuglene væk, så vi så dem muntre sig, med det meste af det lokkemad der var lagt til rovfuglene hele resten af vor tid i det ”berømte” skjul – enerverende.
Musvåge
Rørhøg
Det aller første lys er endnu ikke nået op over horisonten, men rørhøgene ankommer i tusmørket, og jager hurtigt den lille Kærhøg væk, også et par musvåger flyttes der rundt på. Lige nu er rørhøgen herskeren over det lille område.
Spansk kejserørn
Pludselig ser vi to spansk kejserørn komme ind – super, nu vil det måske lykkes, at få den i kassen efter det noget skrabede resultat vi fik i Adamuz. Desværre var der samtidig et stort rykind af ravne, og den virak de kunne lave behagede ikke kejserørnene, som så sig lidt omkring, og vurderede, at her var for meget virak og ballade, så de tog hurtigt afsted igen – øv og atter øv. De pokkers ravne jagede efterhånden alle rovfuglene væk, så vi så dem muntre sig, med det meste af det lokkemad, der var lagt til rovfuglene hele resten af vor tid i det ”berømte” skjul – enerverende.
Ravn
Ravnens intiligens
Ravnen er for en fuglefotograf på ingen måde nær så interessant som de store rovfugle, men den er alligevel en meget bemærkelsesværdig fugl.
Fuglehjernen mangler hjernebark. Til gengæld har en sangfugls hjerne fire gange så mange neuroner pr cm3 som en kats eller en hunds. Hos ravne er der tale om omkring 14 gange så mange, og den høje tæthed af neuroner i fuglehjernens forreste del kan give mentale færdigheder på linje med pattedyrs. Ravnens evne til planlægning, hukommelse og impulskontrol minder om menneskeabers. Aber og ravne deler godt nok genetisk ophav, men det er 350 millioner år tilbage i tid, så abehjernen og ravnehjernen har udviklet sig langs adskilte spor. I et forsøg foretaget af Mathias Osvath ved Lunds universitet ved hans ravneforskningsbase i Skåne, blev mellem tre og ni genstande gemt i et værelse for mennesker og ravne. Begge grupper så, hvor genstandene blev gemt. Så blev halvparten fjernet, også med mennesker og ravne som tilskuere. Ravnene scorede markant bedre på at huske, hvor resten lå gemt. De var levende interesseret i, hvad der foregik, og synes at have nemmere for det end mennesker, når det drejer sig om sociale situationer.
Da ravnene efter lang tid ikke fandt stedet interessant, kom lidt småfugle for at få et bad og noget at drikke.
Engpiber
Sortstrubet bynkefugl
Vega Mazón skjulet - for anden gang
Ravnene “ødelagde” for en stor del vores første besøg i Vega Mazón. Men vi havde endnu et besøg i dette eftertragtede skjul – det måtte ikke kikse – vi måtte se Høgeørn og Spansk kejserørn.
Dag oprandt, og vi HAVDE IGEN MORGEN-TID. Forventningerne var i top, men metrologerne blev ved med at dæmpe vores opskruede forventninger, ved at love regn. Men meget regn blev til formiddagsregn, som igen blev ændret til dis og tåge – øv øv øv. Men så måtte vi jo stramme op for iSO’en og billedbehandlingen, når vi kom hjem, for vi skulle i det eftertragtede skjul, vi skulle uanset vejr se både kejser- og høgeørn – håbede vi.
Dagen gryede, ingen dis, ingen tåge, ingen regn – men fuld sol – hele dagen. FANTASTISK
Metrologer øf øf øf 🙂 🙂 🙂
Igen var vi der én time førsolopgang, og kort efter kom den lille kærhøg kom igen susende ind mens det var ganske mørkt. Den havde opdaget, at den kun kunne få andel i festen, såfremt den ankom som den første, hvilket betød før solopgang.
Men nu var jeg forberedt, ISO’en var på plads og tiden skruet ned til noget næsten ikke lade-sig-gørligt (ISO 2500 + 1/40 sek. F4) Den måtte fanges på to ben – to stillestående ben 🙂
Billederne kom i huset, og musvågen kom også i dag tidligt, og jagede den meget mindre kærhøg helt væk fra området. Nu kom rørhøgene, og igen – et kobbel vildt ”utålelige” ravne. Skulle det nu gå som sidst, at alt blev jaget væk af de sortklædte ballademagere!
Spansk kejserørn
MEN – så landede den prægtige kejserørn i alt sin imponerende vælde – så kom den, men der kom kun én denne gang. Den landede lidt på afstand, og nærmede sig forsigtigt – ville den tage mod til sig og sætte ravnene på plads i dag !
Pludselig ankom "generalen"
En unge høgeørn landede med maner, flot og elegant. Slot rankede den ryggen og skød magtfuldt skuldrene frem (dens fremtoning og mimik viste ganske tydelig, at den ikke var ”en Hr/fru hvem som helst”). Den rankede sig på selvsikker vis, tog hurtigt bestik af situationen, og så fortalte man lige kejserørnen, at den var ikke velkommen. Kejserørnen blev med en meget kort meningsudveksling sendt på porten – også selv om den i et kort øjeblik skrigende og stampende i jorden forsøgte at sætte sig igennem. Men der var ingen respekt eller usikkerhed at hente fra den unge høgeørn – den stod fast og en voksen kejserørn måtte fortrække – vi så ikke mere til ham den dag..
Høgeørnen så sig om – det samme gjorde ravne og rørhøge. Med store kraftfulde skridt stormede høgeørnen trampende ind iblandt ravne og rørhøge, og alle hoppede og sprang væk fra farezonen.
Vildt interessant var det, at se hvordan høgeørnen med sine store fødder/gribere, lange kraftige ben, højt løftede vinger og ind imellem et rigtigt ”høgeørne-skrig”, hele tiden fik alle til at fortrække – HURTIGT. Vi fik billeder af hele herligheden, kun hæmmet af de to blændetrin en spejlgalsrude forårsager. I 6-8 meters afstand fik vi alt hvad hjertet kunne begære – og så i det rødeste røde til næsten orange-rosa-farvet morgenlys. Det alene var næsten hele turen værd.
Når en Høgeørn arriverer
Når høgeørnen ankommer, er der INGEN, som går til det foder, der er der hvor høgeørnen befinder sig. Alle er væk i stor respekt. Ikke engang ravnen forsøgte sig på at få en lille bid. De skulle på ingen måde nyde noget med at genere den. Hvilket de gjorde med alle andre rovfugle – dem jagede de helt væk. Det så vi jo tydeligt med de to kejserørne et par dage før. Jeg så faktisk en ravn trække en rørhøg i halefjerene, mindst en halv meter væk fra et stykke kød, som den var i gang med at sætte til livs, mens den med kløerne forsøgte at hage sig fast for at blive sidende. Jeg er overbevist om, at man kunne se trækspor 🙂 Et vildt pudsigt syn – men trukket væk blev den.
VEGA MAZÓN skjulet
Det vildt eftertragtede rovfugleskjul ser ikke ude af meget. Det gør omgivelserne absolut heller ikke.
Men her var rovfugle for ”alle pengene”. Spejlglasruden i skjulene her under ses tydeligt
Rørhøge-skjulet
Vi skulle nu besøge ”rørhøge-skjulet” . Det var et eftermiddags-skjul, så vi kom kl. 14.00 – og jeg må sige, det var ikke mindre spændende end Vega Masón skjulet, selv om det var mere “almindelige” rovfuglearter der var her.
I den sene eftermiddagssol var rørhøgene et fantastisk skue, når de landede på de store sten eller træstammer, og satte sig i positur, ofte med truende spredte vinger, rejste hoved-fjer og et knejsende hoved, eller når de sprang ned på græsset for med hovedet sænket ned mellem de løftede skuldre og med dræberblik nærmede sig en konkurrent – indebyrdens rovfugle stridigheder på den måde havde jeg aldrig set før. Der var der over lang tid utallige stridigheder rørhøgene imellem.
Rørhøg
Der var mange stridigheder rørhøgene imellem
Pludselig ankom en rød glente. Den overfløj os, og stod flot et stykke tid svævende på typisk glente-maner, og tog mål af de mange rørhøge og de værende ådsler. Og så besluttede den sig heldigvis for at lande.
Rød glente vs Rørhøg
Glenten vurderer stedet og udfordringerne
Da den selvsikkert begyndte at tage for sig af retterne, bliver den udfordret. Det kan rørhøgene ikke tillade, og attituder blev hurtigt sat op. Den dominerende (men betydelig mindre og lettere) rørhøg, gik alvorligt til glenten. Den satte sig flere gange godt igennem, for en glente er på trods af sin størrelse, ikke et match for en målrettet rørhøg – når de er på jorden. Grunden er glendens korte ben og deraf langsomme gang, sat op imod den langbenede og på jorden meget bevægelige glente. Stridighederne blev gentaget nogle gange, men glenten endte hver gang op, med at være i defensiven Den gav op nogle gange, men vendte flere gange tilbage.
Rød glente
Normalt er glenten ikke den sværeste rovfugl, at være forholdsvis ”tæt” på. Men på 6-8 meters afstand kan man virkelig se, hvorfor den ofte kaldes en ”drage”. Det er ikke kun når den hænger svævende i luften, at tankerne kan bringes mod en dragelighed. Ligheden til dragen er faktisk større, når den sidder der lige foran én i græsset. Dens øjne og næb giver associationer, men når dens grå hjelm kombineres med disse, så er den det udtrykte billede på de sagnfigurer, man ser af drager. Den var virkelig et flot skue, og betydelig større og tungere end rørhøgene. Men dens tunge og lidt klodsede bevægelser på jorden, ligner slet ikke dens smukke og behændige færdigheder, når den på akrobatisk vis svinger rundt i luften og udfører sine smidige flyvefærdigheder. På jorden var den lidt af en ”tumling” i forhold til rørhøgene.
Også musvågen blandede sig ind imellem ved dette skjul, men rørhøgene var også her de dominerende. Konstant var vi vidne til rørhøgenes flyvninger både over og parallelt med os. Et fantastisk syn i det sidste nærmest magentafarvede aftenlys, og nogle super muligheder for at få billeder i flugt.
Også musvågen blandede sig ind imellem, men rørhøgene var også her de dominerende. Konstant var vi vidne til rørhøgenes flyvninger både over og parallelt med os. Et fantastisk syn i det sidste nærmest magentafarvede aftenlys, og nogle super muligheder for at få billeder i flugt.
Også musvågen blandede sig ind imellem ved dette skjul, men rørhøgene var også her de dominerende. Konstant var vi vidne til rørhøgenes flyvninger både over og parallelt med os. Et fantastisk syn i det sidste nærmest magentafarvede aftenlys, og nogle super muligheder for at få billeder i flugt.
Musvåge
Den efterfølgende dagen gav dårligt vejr. Et par enkelte traner, en enkelt rørhøg, sort krager, spansk spurv, engpiber og bjergpiber blev det dog alligevel til. Men dagen var og blev mørk og trist.
Trane
Engpiber
Hvid vepstjert
Hides de El Taray hjemmesiden kan findes via linket her under:
Meget om fugle kan findes på Wikivanda HER
Se billeder fra første del af denne turen:
I Sierra Morrena-bjergene efter Spaniens store rovfugle
Se hides de El Taray på Facebook: