Arten har ikke altid været en ønsket fugleart (og er det stadig ikke af mange). Både skarv, fiskehejre, alle vores rovfugle og sågar vores
alle-sammens smukke isfugl, blev for ikke særlig langt siden opfattet som skadedyr, der skulle bekæmpes.
Datidens hårdhændede metoder gik kraftigt ud over de fugle (og pattedyr), som ikke blev betragtet som naturlige nyttedyr, og i begyndelsen af 1960’erne var der kun 125 ynglened skarver-par tilbage i Danmark. Senere igen holdt kun en lille reguleret bestand på max 200 skarver stand på den lille ø ”Vorsø” – et naturvidenskabelige reservat i Horsens fjorden.
Bedre forståelse og omtanke for vores dyrefauna og natur, medførte bl.a. derfor, at skarven blev fredet i 1980. Siden bredte den sig ud over det ganske land, og indtog en fast og meget synlig plads ved vores sø, skove og kystområder. De begyndte, at fyldet (og efter manges mening ”slide”) meget på den danske natur.
De ”tærede” på grund af deres størrelse og antal efterhånden stærkt og mærkbart på trængte fiskebestande, både kystnært og i ferskvand, og ikke mindst sætter de andre fiskespisende fugle under stor konkurrence, om fangst af både fiskeyngel og voksne fisk.
Her-ud-over har de vægtige og stærke konkurrenter/fjender i lyst– og erhvervsfiskere om de samme fisk. Så skarven er i den grad en fugl, mange ønsker reguleret.