Allan Kierulff
Høgefamilien (Accipitridae) er en stor familie af rovfugle med omkring 250 arter fordelt på mere end 60 slægter. Den omfatter bl.a. kendte arter som ørne, glenter, våger, høge og den gamle verdens gribbe.
Den tilhører slægten Aquila (de egentlige ørne), som er en slægt af ørne i høgefamilien med 11 arter, der tilsammen er udbredt på alle kontinenter bortset fra Sydamerika og Antarktis.
Høgeørnen findes i 2 underarter:
– Aquila fasciata fasciata
– Aquila fasciata renschi
Den er en mellemstor, slank bygget ørn med et vingefang på op til 1,80 m, og en kropsstørrelse på op til 60 cm. Altså en del mindre end kongeørnen med et vingefang på op til 2,30 m og en højde på 1 m.
Høgeørnen er på trods af sin størrelse en meget smidig og manøvredygtig rovfugl. Den beskrives som værende en særdeles kraftfuld rovfugl med en dristig og voldsom adfærd.
Dens primære jagtmetoder minder en hel del om de små super-hurtige høges måde at jage på (spurvehøg og duehøg). Den tager ofte andre fugle i deres opstart, men dens smidighed giver den også mulighed for at tage dem i flugt i luften.
Den jager både fugle og pattedyr på jorden, en jagt som sagtens kan foregå over lang afstand, og forsætte ind i en ellers skjulende vegetation – igen en lighed til de små høge.
Høgeørnene jager også i par. ”Tandemjagt” af et etableret par er ret almindeligt, og en jagtmetode der kun undtagelsesvis udføres af andre ørne. Metoden udføres ved, at de flyver i formation, den ene direkte over den anden, med kurs lige mod en fugleflok. Når fugleflokken spredes, bryder den ene ørn fra, og de går nu enkeltvis efter enlige fugle udskilt fra gruppen. Kolonier af måger og hejrer kan også angribes af et samarbejdende par.
Ifølge spanske undersøgelser forbedrer tandemjagt tilsyneladende ikke jagtens succes, eller giver ørnene mulighed for at fange større byttedyr. Faktisk var den anslåede byttestørrelse for parret, lidt lavere mens de jagede i tandem, end det der blev taget når parret jagede enkeltvis. Det blev antaget, at tandemjagt / parjagten er vigtigere for parrets socio-seksuelle forhold snarere end indfangning af en større byttemængde.
Når parret først har etableret sig, bliver det gerne på samme biotop livet igennem, de forsvarer følgelig deres territorie med stor aggressivitet. Men direkte fysiske kampe angives som sjældne.
Unge ørne forlader sit rede-område så snart de er uafhængige, og flyver ofte hundreder af kilometre væk fra deres fødested, for at etablere sig.
Høgeørnen er en af Europas mest fåtallige rovfuglearter, hvis bestand i vores del af verden blot tæller 2.000 til 3.000 ynglepar. Den er en Europas mest truede ørne, og på de enkelte lokaliteter konstateres der en aftagning i dens antal. Men den er dog ikke udryddelses-truet, da der foregår aktive bevarelsesforanstaltninger, der involverer forholdsvis stabile bestande.
Ørne-gruppen henhører under Ordenen Accipitriiformes (Rovfugle ordenen) som udgøres af tre familier:
Sekretærfugle (Sagittariidae): én slægt med kun én art. Levesteder; Skov, savanne og steppe. Region: Tropisk Afrika
Fiskeørne (Pandionidae): 1 slægt med 2 arter. Levesteder: Lavvandet fjorde og søer inde i landet. Regioner / Levesteder: Alle
Høge, ørne og glenter* (Accipitridae): 69 slægter med 256 arter. Levested: Næsten alle jordbaserede landområder.
*Høgefamilien (Accipitridae) hvor Høgeørnen henhører, er en stor familie af rovfugle, som bl.a. omfatter de grupper af fugle, der kendes som ørne, glenter, våger, høge og den gamle verdens gribbe.
Ørne er ikke en naturlig gruppe, men en fællesbetegnelse for en række mellemstore og store rovfugle i høgefuglenes familie Accipitridae, uden hensyn til slægtskabsforhold. De er i det væsentligste en betegnelse for enhver rovfugl, der er stor nok til at jage store hvirveldyr (ca. 50 cm +).
Betegnelsen bruges især for arter med “fingrede” vinger, dvs. med åbninger mellem håndsvingfjerene i den udbredte vinge, hvilket er en tilpasning til langsom flyvning (bl.a. start og landing), specielt hos tunge fugle. På dansk og visse andre sprog er også fiskeørnen en “ørn”, men den har ikke specielt fingrede vinger og udgør sin egen familie.
Mange fugle jager, dræber og spiser kød, men de er alligevel ikke omfattet af begrebet ”rovfugl”.
Taget helt bogstaveligt, har begrebet ”rovfugl” en meget bred betydning, og omfatter rigtig mange fugle, som lever af dyr og insekter.
Men i ornitologien er den almindelige (og anerkendte) definition for rovfugle-termen baseret på, at begrebet har en smallere betydning ud fra fastlagte egenskaber.
Den smalle definition udelukker eks.vis tornskader (som lever af små hvirveldyr og insekter), ravne (hvis føde for en stor del består af ådsler) og fiskehejrer (som kan tage temmelig store fisk). Alle fugle som absolutte er kødædere. Men disse fugle adskiller sig tydeligt fra de egentlige rovfugle, ved udelukkende, at bruge deres næb til at fange og dræbe eller sønderrive deres bytte – ikke deres ben, ikke deres kløer.
Det der i ornitologisk forstand gør en rovfugl til en rovfugl er således 3 sæt veldefinerede egenskaber. Egenskaber som er helt afgørende for, om den enkelte fugleart kan henregnes til gruppen rovfugle.
Rovfugl, kan i sin enkelthed sammenfattes i følgende tre parametre, de har:
De ovenfor nævnte fuglearter besidder flere af de tre parametre, men ikke alle.
Følg linket i den enkelte blok i diagrammet, for at se mere om den enkelte underart
visende alle underfamilierne i Rovfugle ordenen ”Accipitridae”.
*Familie: Accipitridae udgøres af 12 underfamilier (Høge, glenter, ørne og den gamle verdens grippe).
**Gruppen / Stammen ”Aquilinae” kan også omtales som en formel taxon (gruppe), enten som en stamme (Aquililae) eller som underfamilie (Aquilinae).
Aquilinae gruppen benævnes på engelsk også som ”booted eagles”. Udgør den ”egentlige ørnegruppe”.
***Glenter er ikke en taxonomisk enhed og er derfor ikke altid nært beslægtede. Flere tilknyttes underfamilien ”Milvinae”.”
****Old World-gribbe er ikke tæt beslægtet med de lignende New World-gribbe og kondorer og deler ikke gruppens gode lugtesans, de bruger synet til at finde føden. Ligheden mellem de to grib-grupper skyldes konvergent evolution snarere end et tæt slægt forhold. Konvergent evolution – se boks her under.
Aquilinae gruppen er forholdsvis uhomogen, og består af mellemstore til meget store hovedsaligt brunlige rovfugle. Nulevende arter i gruppen varierer i størrelse fra den nyligt anerkendte pygmæ eagle ( Hieraaetus weiskei ) fra Papua Ny Guinea , som vejer ca. 500 g til kampørn ( Polemaetus bellicosus ) og kongeørn ( Aquila chrysaetos ), som begge gennemsnitlig vejer omkring 4,2 kg.
Ud over deres generelt typisk store størrelse har Aquilinae-arter få ydre fælles egenskaber, dog deler hver af gruppens arter det fælles træk, at deres ben er dækket af fjer. Af alle rovfugle gruppens medlemmer deler kun to buteo-høg og glenterne denne egenskab med Aquilinae-arterne, hvilket således viser et tilfælde af konvergent udvikling*.
*Konvergent evolution (udvikling)
Konvergent udvikling er den uafhængige udvikling af ensartede træk hos ikke nært beslægtede arter.
Konvergent evolution skaber ensartede strukturer eller egenskaber, der har lignende form eller funktion, men som ikke var til stede i den sidste fælles forfader til disse arter eller grupper.
Høgeørnen som siden her omhandler, er placeret i underfamilien Aquilinae
Høgeørnen er placeret i underfamilien Aquilinae (i slægten Aquila), som er en underfamilie af ørne i familien Accipitridae (se boks ovenfor), som indeholder 12 underfamilier.
Den engelske betegnelse for alle medlemmer af denne underfamilie er generelt ”bootede eagle”, selv om betegnelsen også (forvirrende nok) er navnet på en slægt i underfamilien.
Ellers kendes de ved betegnelsen “De egentlige ørne”.
Tidligere blev hele Aquilinae underfamiliens medlemmer betragtet som tilhørende underfamilien Buteoninae (almindeligvis kendt som musvåge eller buteo-høg), på grund af nogle fælles morfologiske egenskaber**. Men nyere DNA-forskning af gruppen “de egentlige ørne” (Aqulinae-gruppen) har vist, at de er en monofyletisk gruppe*, der sandsynligvis har haft millioner af års adskillelse fra andre eksisterende slægter i Accipitridae familien.
En monofyletisk gruppe, er en gruppe af fugle, som alle deler en fælles forfader – kan udgøre én slægt.
Eksempel på to monfyletiske grupper:
Aquilinae = underfamilie af ørne på engelsk betegnet “Booted eagle”. Indgik tidligere i slægten “Buteoniae” her under
Buteoniae = en slægt af Våger (musvåger mf)
Morfologiske træk / egenskaber = organismernes struktur og ydre form**
Billedet viser eksempler på 2 monofyletisk grupper.
Fx rød = Aquilinae og grøn = Buteiniae
Klasse: Aves / Fugle
Klade: Inopinaves
Klade: Afroaves
Superorden: Accipitrimorphae
Orden: Accipitriformes (deles op i 3 familier)
Familie: Accipitridae (12 underfamilier)
Underfamilie: Aquilinae** (10 slægter fx Aqulia)
Slægten: Aqulia – de egentlige ørne
*Familie: Accipitridae udgøres af 12 underfamilier (Høge, kærhøge, glenter, ørne og den gamle verdens gribbe).
**Gruppen ”Aquilinae” kan også omtales som en formel taxon (gruppe), enten som en stamme (Aquililae) eller som underfamilie (Aquilinae).
Høgeørnen er (som nævnt) placeret i slægten Aquila, og er her én ud af 11 Aquila arter, som er listet i boksen her under.
Generelt er arterne i slægten Aquila store eller meget store, brunlige rovfugle – men Høgeørnene adskiller sig dog i nogen grad ved deres meget hvidlige kropsfarvning med sorte brudte striber. Halen er ret kort og lige afskåret. Mellemfoden er udpræget fjerklædt.
De enkelte Aquila-arter er kort beskrevet længere nede på siden.
Rovørn, Aquila rapax – 3 underarter
Steppeørn, Aquila nipalensis – 2 underarter
Spansk kejserørn, Aquila adalberti
Kejserørn – Østlig, Aquila heliaca
Molukørn, Aquila gurneyi
Kongeørn, Aquila chrysaetos – 6 underarter
Kilehaleørn, Aquila audax – 2 underarter
Verreauxørn, Aquila verreauxii
Skovhøgeørn, Aquila africana
Høgeørn, Aquila fasciata – Bornellies eagle – 2 underarter
Afrikansk høgeørn, Aquila spilogaster
* Føg linket i navnet og se den enkelte slægt.
* En kort beskrivelse af den enkelte slægt kan ses her under.
Høgeørnen er en mellemstor, atletisk proportioneret ørn med en hvidlig krop i kontrast til mørke vinger og hale. Ungdyr er rufus-farvede til nærmest orange, og mangler den voksnes brede mørke bånd ved halespidsen.
Findes ofte i kuperede skov eller bjergrigt terræn fra havets overflade op til 1.500 m.
Nogle gange i mere åbne habitater om vinteren, men normalt i fjerntliggende områder.
Fuglens engelske navn hyller den italienske ornitolog og samler Franco Andrea Bonelli.
Arten bygger reder i klipper, afsatser eller huler, og yngler fra Sydeuropa, Afrika på den kantede kant af Sahara-ørkenen og over det indiske subkontinent til Indonesien På det store eurasiske kontinent kan den findes så langt vest som Portugal og så langt øst som det sydøstlige Kina og Thailand. Den er meget langt-flyvende efter sin søgen efter en passende yngleplads, som den kraftigt forsvarer imod andre konkurenter.
En mellemstor, spraglet mønstret, mørk-hvid ørn, som minder meget om Bonellis eagle.
Under flyvning er undervingen brun og hvid med en tyk sort bagkant, og halen er for det meste lysegrå med en tyk mørk bjælke i slutningen; disse kombineres for at give det et unikt fjerdragtmønster under flyvning.
Umodne fugle er helt rufus farvede. Bosætter sig i halvtørre landområder, savanne og flodskov, hvor den primært jager fugle.
Den afrikanske høgeørn yngler i tropisk Afrika syd for Sahara Afrikansk høgeørn.
Set få gange spredt over Jylland
Rovørnen, en mellem stor rovfugl med en meget varierende kropsfarvning. Som alle ørne tilhører den familien Accipitridae.
Ungfugle er generelt lysere end voksne, mens ældre umodne fugle kan have en mørk hætte og lys krop. For det meste er den en typisk slette- eller kratfugl; sjældent set over vand og undgår skove. Samlet set ikke så tung som steppeørnen, og har aldrig en rig brun farvetone.
Steppeørnen, er en sydøsteuropæisk og asiatisk ørn, og er en stor rovfugl med kraftig brun fjerdragt. Som alle ørne tilhører den familien Accipitridae.
Voksne er helt mørkebrune; unge og umodne i hvile viser et særpræg bredt hvidt bånd kantet med sort på vingen. Under flyvning omdannes dette til et hvidt tværbånd på undervingen, der danner bunden af de primære og sekundære fjer.
Det tager den cirka fire år at udvikle voksen fjerdragt.
Findes hyppigt på åbner græsarealer, ørkener, krat, vådområder og bjerge og er en regelmæssig ådselsæder.
Den spanske kejserørn (Aquila adalberti), også kendt under flere navne som den iberiske kejserørn, den spanske ørn eller Adalberts ørn. Den er en truet ørneart, der er hjemmehørende på den iberiske halvø.
Den er endemisk for Spanien og Portugal, med en lille spredning til Nordafrika.
Den har stor lighed med den nært beslægtede Østlige kejserørn, men er generelt mørkere, og voksne har en karakteristisk hvid forreste vingekant på skuldrene, som kan ses nedenfra, når de flyver. Ungdyr er rufous-farvede og stort set ikke stribet på overvingerne, undervingerne og brystet sammenlignet med de stærkt stribede Østlige kejserørne. Findes mest i fjerntliggende skovklædte landskaber, især dem med en høj tæthed af kaniner.
Arten har tidligere været klassificeret som en underart af den Østlige kejserørn, hvor navnet kejserørn har været brugt om begge. Men nu betragtes de som to særskilte arter på grund af væsentlige forskelle i morfologi, økologi, og molekylære karakteristika.
Den østlig kejserørn (Aquila heliaca) er en stor rovfugl, der yngler i det sydøstlige Europa og i vid udstrækning gennem Vest- og Centralasien. De fleste populationer er migrerende og overvinter i det nordøstlige Afrika, Mellemøsten og Syd- og Østasien.
Den har en mørkebrun krop med lysere hoved og nakke (meget lig Kongeørnen), men med en kortere hale og hvide skuldre, der kan være svære at få øje på. Undervingerne er mørke med lav kontrast. Ungfugle er påfaldende forskellige, sandbrune på rygsiden med hvide striber og en bleg gump, der kontrasterer med mørk hale og mørke vingespidser.
Den optræder med års mellemrum som en gæst i Danmark.
Molukørnen er en stor ørn, som findes i Ny Guinea og Wallacea og er lejlighedsvis migrerende til Australien.
“Den gyldne ørn” er en af de mest kendte rovfugle på den nordlige halvkugle. Det er den mest udbredte ørneart.
Den jager hovedsageligt pattedyr i fjerntliggende, åbne land fra græsarealer til stepper og bjergrige områder. For det meste er den mørkebrun. Imaturer har hvidt plaster på undervingen og hvid halebase. Mangler hvidt pletter på maven. Har ofte vinger i svag V-form, når de skyder op.
Efter at have været forsvundet fra Danmark i mindst 150 år, er kongeørnen siden 1999 igen begyndt at yngle i Danmark. Det første par ynglede i området nær Lille Vildmose i Jylland.
Kile-tailed eagle (Aquila audax) er den største rovfugl i Australien, og findes også i det sydlige Ny Guinea.
Den er bemærkelsesværdig stor, mørk ørn med massiv næb; ofte iøjnefaldende på grund af stor størrelse.
Under flyvning kan den kendes på en meget lang kileformet hale. Stiger højt, lejlighedsvis i grupper, og ofte over bjergrigt terræn.
Unge fugle er mere gyldne og bliver gradvist mørkere med alderen.
Den har lange, temmelig brede vinger, fuldt befjerede ben.
Verreauxørnen er en stor sort ”afrikansk” ørn, som også kaldes også ”den sorte ørn”. Findes især i det sydlige Afrika, hvilket fører til forveksling med den indiske sorte ørn (Ictinaetus malayensis), der lever langt mod øst i Asien.
Karakteristisk under flyvning, når den viser en lang hale og lange vinger, der snævrer ind i bunden. Der er hvide pletter mod enderne af vingerne og på bagsiden. Umoden fugle er brunlig på bagsiden og stribet på undersiden, men viser stadig hvide paneler i vingerne og den karakteristiske form. Findes imellem klipper og andet stenet terræn i bjergrige områder.
Skovhøgeørnen ørn er en lille sort-hvid ørn. Den har en kompakt, kraftfuld form og antydning af en kam. Øverste dele er sorte og underdele meget hvide bortset fra sorte flanker. Under flyvning er forsiden af undersiden af vingen solid sort.
Den forekommer i fugtige skovområder i det vestlige, centrale og (meget lokalt) østlige Afrika
All Birds of the World, iGoterra, eBird, Wikipedia, TheCornell Bird Academy,
British Trust for Ornitlogy – BTO
The CornellLab og Ornitology – Cornell
National Geographic – MAGAZINE
Hvert år bliver gennemsnitligt 25.000.000 fugle ulovligt skudt, fanget eller forgiftet, fra de mindste sangfugle til de mest kraftfulde rovfugle. Følg syv fuglearters spektakulære trækrejser, og se de forskellige farer de står over for, i forbindelse nogle af de værste ulovlige fangststeder langs den Afrikanske-Euasian flyverute
Antallet af fugle i De Forenede Stater og Canada er faldet med 3 milliarder eller 29 procent i løbet af det sidste halve århundrede. Læs om det HER
En super fugleside fra Dansk Orentoligisk Forening . Se den HER