Dovrefjell Moskusoksernes Rige

Når lyset slipper op

er der mørkt på Doverfjell

Moskus-safari på Dovrefjell

Vores guide signalerer, at han har observeret moskus, vi stirre stift imod stedet, går i silent mode, bringer kameraet til øjet, og vi holder alle vejret af frygt for at skræmme de majestætiske dyr, som vi studerer grundigt i kameraets stærke zoom. Jeg er på moskussafari på Dovrefjell

Dagen begynder med at mødes med vores guide naturfotograf og Dovre-specialist Even Hønsen Agerup, der vil være med os hele dagen. Han fortæller os, at Dovrefjell er det eneste sted i Europa, der har en sund stamme af vild moskus, og at vi i dag skal bevæge omhyggeligt roligt ind i moskus’ens rige, for at se og forhåbentlig få nogle billeder af dette majestætisk dyr på nært hold.

Dovrefjell er mægtigt og stort

På toppen af Gudbrandsdalen, skellet mellem det sydlige og det centrale Norge, ligger den nationale helligdom Dovrefjell. Der er et intakt økosystem med vilde rensdyr, jerv, bjergrev, ravne og kongeørn. Den eneste norske moskestamme er også bosiddende på Dovrefjell.

Den legendariske Dovrefjell stiger højt og mægtigt over sletterne og dale og de højeste kløfter. Snøhetta, 2286 meter over havets overflade ses i baggrunden. Her går natur og kultur hånd i hånd.

Oprindeligt kom moskusoksen fra Arktisk Canada, Grønland og Alaska. Bestanden i Alaska blev udryddet i slutningen af 1800-tallet eller begyndelsen af 1900’erne.

Til Norge kom de første eksemplarer af arten i 1932. De blev hentet fra Grønland.

Det antages, at der er mellem 65.000 og 85.000 eksemplarer verden over, og den norske stamme ved Dovrefjell består af knap 300 dyr. En moskusokse kan se stor, farlig og skræmmende ud, hvilket den absolut også kan være også, hvis den ikke behandles med respekt.

De kan være over to meter lange, veje over 400 kilo og har en tophastighed på næsten 60 kilometer i timen. Det siger således sig selv, at den må behandles forsigtigt og med respekt. At være fotograf til fods i dette fuldstændige åbne landskab, hverken indbyder eller frister til et kapløb med sådanne et dyr.

11 naturfotografer fra NFD på fjeldet
med guiden

Even Hønsen Agerup

De første okser vi så, befandt sig på stor afstand

Efter et stykke tid satte gruppen sig i bevægelse

At finde én moskusokse

At finde en moskusokse, er ingen spøg – for slet ikke at tale om, at fastholde den efterfølgende. Det koster mange kræfter, at vandre rundt i op til knæhøj bevoksning, med blødt lav og små vandhuller, som er godt skjult i vegetationen. Ind imellem må også mindre floder på 10 – 15 meter passeres, ballancerende på sten liggende både over og under vandet, og med en ganske pæn strøm – godt jeg havde en monopod med, som kunne bruges som støttestav.

Men som det ses, lykkedes det at finde dem, og komme på rigtig god foto-afstand. Når en moskusokse ses i kamera linsens zoom, kan man godt blive betænkelig, når de har kurs lige imod én – ja på et tidspunkt endda, når de betragtes med det blotte øje, for det er rigtig store dyr, at befinde sig på kollisionskurs med.

Oven i købet befandt se sig midt i den smukt efterårsfarvede vegetation.

Moskusokser er en velvoksen størrelse med en skulderhøjde på op til 150 cm. Voksne hanner kan veje ca. 320 kg, mens hunnerne er noget mindre med en vægt omkring 200 kg.

Moskusoksens afstamning er ganske overraskende og interessant.

Ser man rigtigt på den, minder den både om et får og en okse. Snuden er håret som fårenes. Hornene er glatte som oksehorn. Moskusokser tilhører familien ”de skedehornede” (Bovidae), og man troede længe, at den var en blanding af får og køer.

Det er dog ikke tilfældet, men moskusoksens nærmeste slægtning er alligevel overraskende den såkaldte goral et gedelignende dyr, der hører hjemme i Asien.

Hvem havde lige troet det – se det gedelignende dyr her: https://en.wikipedia.org/wiki/Goral

Det er sidst på dagen, så vi forlader Dovrefjell og moskusoksen vandrer videre i det aftagende lys