Slangeørnen er en mindre men kompakt ørne lidt mindre end havørn og kongeørn, men den har alligevel et imponerende vingefang. I flugten kendes den på sin lyse underside, der står i kontrast til den mørke hagesmæk. 

Det er den eneste ørn, der regelmæssigt står stille i luften og muser på tårnfalkemaner, før den slår ned på byttet. I glideflugt er vingens forkant skarpt vinklet, og vingen er let kuplet. Vingernes bagkant er lige, selv i glideflugt. Hovedet er bredt og halsen kort. Det giver siddende fugle et udtryk, der minder om en ugle. Når den ses højt på himlen, ser den kort og kompakt ud.

Navnet skyldes, at slanger er dens foretrukne føde, og det er karakteristisk at se den flyve med en slangehale hængende fra næbbet. For at undgå slangebid har den hård hud på benene i stedet for ørnenes ellers karakteristiske fjerklædte tarser.

Arten lever i Europa, det nordvestligste Afrika og det østlige og centrale Asien samt Indien.  Frankrig og Spanien huser de største bestande. Den samlede europæiske ynglebestand er på kun ca. 8000 par.

På den danske rødliste optræder slangeørnen som uddød. Den forsvandt som ynglefugl herhjemme i 1882. Indtil da var der flere ynglefund i Sønderjylland op til Haderslev. Den dukker dog op på hastig visti en sjælden gang imellem.