Mandag den 3. april drog to Fotoakrobater (lokal fotoklub) Hanne og undertegnede afsted mod Hornborgasjöen i Sverige for at se den årlige trane-sammenkomst, hvor 15-20.000 traner danser og ”morer” sig ved søens bred i slutningen af marts til midt april.
Fiat’en (var jeg lige ved at sige ) men det var nu Fiesta’en, var læsset til randen, uden mulighed for bare at læsse et enkelt stativ mere, den var fyldt lige til randen.
Vi ankom ca. kl. 14.00 og begyndte vor rekognoscering, efter hvor vi skulle stille os, når vi ankom næste morgen til solopgang, for at få billeder i det tidlige morgenlys.
Mit mål for turen var ikke, bare at se tranerne danse, hovedmålet var, at tage billeder af traner i den opgående sol og i aftensolens dybe røde farve.
Hvilket skulle vise sig, at vi fik fuld mulighed for, for med 3 ud af de fire dage med fuld sol, var vi både heldige, og havde gode muligheder for at få de helt rigtige billeder.
Jeg fik da også en del “ok” billeder i modlys med dis og solopgang. Men det er en speciel opgave at fotografere under sådanne forhold, og jeg tror, at denne første gang, har givet mig en erfaring, som betyder, at jeg kan gøre dem bedre næste gang.
Der kunne godt ha’ været flere fugle ud over trane og gås, men selve trane-oplevelsen, det smukt varierende landskab og den hyggelige snak undervejs, var rigelig turen værd.
Det blev til fire super hyggelige dage, med turstart hver dag klokken 6.10 og ankomst på logkationen ca. kl. 06.25. Her stod den så på beundring af fænomenet, tage billeder billeder billeder, og lidt morgenmad (og flere billeder) i det kolde-friske-blæsende-morgen-vejr.
Lidt op af dagene gik det så med besøg andre steder rundt om søen, hvor der er små trampestier samt smukke og meget afvekslende landskaber at lægge turen igennem. Med henholdsvis 5, 9 og 13 km som turene blev til, nåede vi først hjem til vandrehjemmet igen mellem kl. 19 og 21, så dagene gav masser af frisk luft, trætte øjne og røde kinder.
Vi afsluttede vor første dag med en smuk tur ad en natursti til Hångers Odde, hvor vi oplevede en fantastisk smuk solnedgang, og nær var faret vild i det tiltagende og temmelig fremskredne mørke. Det er beskrevet i den følgende tekst.
At fare vild i mørket burde egentlig ikke overraske mig, for der sker tilsyneladende noget “spændende” hver gang vi er på tur. Forrige gang var vi på Mandø, hvor vi kun var et par minutter fra at drive til “havs” i hendes bil på Låningsvejen fra Mandø til fastlandet. Freddy og jeg sad med “livet” i hænderne og Hanne med rattet. Vi var godt nok alle tre chokeret (og nok også lidt bange) .Men det er en helt anden historie 🙂