Donau Deltaets fugle - Pelikan - Hejre - Skestork

Hejre

Tophejren

Tophejren var min absolutte favorit-fugl på turen – også selv om den nok var den talrigeste. Med dens smukke hvide vinger, det purpur farvede næb, de lange fjer i nakken – og ikke mindst dens meget silkeagtige fjerdragt, fik mig til at være vild med denne fugl

Den er en utrolig smuk fugl, når den i yngletiden er i sin pragtdragt. Den er 46 cm lang og vejer 280 g. Tophejren har i yngledragten røde ben og sortblåt næb. På andre årstider er benene gule og næbbet gulgrønt med sort spids. Den har hvide vinger og halefjer samt lange fjer i nakken ganske som en manke, som når langt ned ad ryggen – og ofte endda længere.

Ungfugle har ikke manke og er mere jordbrune med mørke striber på bryst og underside.

Den trækker til tropisk Afrika i august/september, og kommer retur i marts/april.

Den er en meget sjælden gæst i Danmark, men er bl.a. konstateret i år (2017) ved Filsø – Jylland, og tidligere på Vestamager.

Tophejren er ikke set meget mere end 10 gange i de sidste 40 år.

Tophejren var absolut min favorit-fugl blandt de mange af Donau Deltaets fugle

Silkehejrer

Silkehejren er omkring 2/3 så stor som den nært beslægtede sølvhejre (der er på størrelse med en fiskehejre) Men når de ikke ses sammen, kan de nemt forveksles.

Begge er store, iøjnefaldende hvide fugle med lange ben og langt næb, men silkehejren kan – ud over af de er mindre – kendes på de gule fødder.

I yngledragten har silkehejren to lange prydfjer i nakken.

Silkehejren har sort næb hele året, mens sølvhejren kun har mørkt næb i ynglesæsonen; ellers er det gult. Både silkehejren og sølvhejren har pyntefjer på bryst og ryg.

Sølvhejre

Sølvhejren er på størrelse med fiskehejren, men har en helt hvid fjerdragt. Næbbet er mørkt i yngleperioden, men gult resten af året. Den har meget lange ben, der i flugten stikker langt uden for halefjerene. Ligesom den mindre silkehejre, der også har helt hvid fjerdragt, har den i sommerdragten lange prydfjer på brystet og bagest på ryggen, men mangler silkehejrens prydfjer i nakken.

Uden for yngletiden mangler den prydfjer og har gult næb. Ben og tæer er grønligsorte

Fra DOF forlyder det:

I sommeren 2014 blev sølvhejren fundet ynglende på Saltholm i Øresund. Det var første gang, at denne sydlige og eksotiske art med sikkerhed blev konstateret som ynglefugl i Danmark.

April 2016 er Jylland kommet med som ynglested for sølvhejren, der har slået sig ned i en koloni af fiskehejrer i reservatet Vejlerne i Nordvestjylland.

Denne sydlige hejreart ventes at sprede sig som ynglefugl i Danmark i takt med klimaændringerne.

Nathejren

Nathejren er en lille hejre, der er udbredt over store dele af verden. Foruden Europa findes den i dele af Asien og Afrika samt i Nord-, Mellem- og Sydamerika.

Det er den eneste hejre i Europa, hvor den voksne fugl har røde øjne. Næbbet er kraftigt og relativt kort for en hejre. Ungfuglene er brune med lyse, dråbeformede pletter på vinger og ryg.

Nathejren er dog speciel i forhold til andre hejrer ved, at den kun er aktiv om natten. Derved undgår den konkurrencen fra de dagaktive hejrer, der også lever af fisk. Man kan kende nathejren fra andre hejrer på, at den har et relativt kort næb, korte ben og store øjne.

Om dagen sover den ofte flokvis i træer, hvad der gør den ret svær at få øje på til trods for dens størrelse og antal. Især i ynglesæsonen er den dog også dagaktiv i forbindelse med fødesøgning.

Normalt har Nathejren gul-grønne ben, men når ynglesæsonen nærmer sig, bliver benene pink.

Purpurhejre

Purpurhejre er mindre og slankere end Fiskehejre, som den nemt kan forveksles med. Den domineres af farverne rødbrun, gråt, sort og hvidt.

Dens lyse rødbrune farve gør den til et smukt og anderledes skue, når den ses enten i luften eller på sin plads i den grønne vegetation.

Purpurhejren er en hejre, som af og til dukker op i Danmark, men er kun set ca. 10 gange her i landet.

Den er således en meget sjælden gæst, men ynglefugl i Holland, Portugal, Spanien og Italien.

Europæiske eksemplarer overvintrer i Afrika.

Fiskehejren

Fiskehejren er iøjnefaldende og let genkendelig på sin størrelse med en højde på knap en meter og et vingefang på knap to meter. Til trods for dens højde og vingefang vejer den dog ikke mere end en høne. Og så er den med til at give den danske fauna et ganske eksotisk præg.

Fiskehejren kan ses hele året. men de fleste danske fiskehejrer trækker sydpå om efteråret og returnerer igen i marts/april, men en del fugle overvintrer også og kan ses ved kyster og vådområder hele vinteren.

Men her i Albertslund og Vallensbæk området ses der rigtig mange hele året, og i vinterhalvåret ses den stå på sneen, og vente på, at mus og lignende skal komme forbi under de snedækkede græsarealer. Et ganske prægtigt skue.

Skestorken

Skestorken er en flot og meget karakteristisk stor fugl med et fladt og i spidsen meget afrundede næb.

Skestorken er efterhånden fast ynglefugl i Danmark.

Mindst 210 par har ynglet i 2014, og det lune forår og den varme forsommer har tilsyneladende været gunstig for de danske skestorke, der har fået ekstraordinært mange unger på vingerne. Hvor kolde, regnfulde perioder i slutningen af maj og juni, når æggene er klækket, kan resultere i adskillige døde unger i rederne, så er en stabil og lang varmeperiode i reglen ensbetydende med en høj overlevelse blandt skestorke.

Her har vi fået en virkelig karakteristisk art tilbage til den danske fauna. Jeg har flere gange været imponeret, når jeg har betragtet den i ganske store grupper i Vejlerne.

Genindvandringen i 1996 skete som følge af ødelæggelse af en af Hollands vigtigste ynglepladser.

Sort Ibis

Den Sorte Ibis har det karakteristiske spoveagtige nedadbøjede næb og minder i det hele taget meget om en forvokset Stor Regnspove. Fjerdragten giver et mørkt indtryk, men adulte fugle har meget smukke changerende farver i metallisk-grønt og rosa. Et metallisk farvespil, som man dog kun ser i solskinsvejr, hvor lyset reflekteres.

Den er udbredt i alle kontinenter; Sydeuropa, Centralasien, Amerika, Afrika kort sagt i regionerne, hvor der er varmt.

Bestanden i Europa anslås til at være på 7-9.000 par.

Fuglene forlader deres yngleområder i august-oktober og overvintrer primært i tropisk Afrika. De returnerer til yngleområderne igen ultimo marts-primo april måned.

Meget sjælden gæst i Danmark med omkring 33 fund herhjemme. Observationerne har været spredt i Danmark, men særlig Ringkøbing amt fx Tipperne, har flere iagttagelser.

Krøltoppet Pelikan

Den Krøltoppede Pelikan er Europas absolut største fugl med et vingefang på mellem 3.10 0g 3.45 meter.

Der er ikke mange af dem, idet verdens-bestanden anslås til at være 5000 par.

Den levede i Danmark i stenalderen, hvor de rette betingelser var til stede, men det er lidt usikkert hvornår den forsvandt igen fra landet.

I Europa findes den i dag blandt andet i Bulgarien, Rumænien, Ukraine og Grækenland.

En krøltoppet pelikan, der sandsynligvis stammer fra det sydøstlige Europa, hvor arten har ynglepladser i Bulgarien, Rumænien, Ukraine og Grækenland, blev observeret den 4. august 2006 i flere søer i den nordvestlige del af Thy.

Hvid Pelikan

Den hvide pelikan er med sin store tyngde og et vingefang på rundt regnet tre meter en fugl, man lægger mærke til i naturen.

Den yngler fåtalligt i Europa i flere lande omkring Sortehavet, blandt andet Ukraine, hvor den har været i svag fremgang de senere år, Bulgarien, Rumænien og Grækenland.

Verdens samlede bestand af hvide pelikaner skønnes at ligge et sted mellem 270.000 og 290.000 ynglepar. I vores del af verden med Rusland som det sydøstligste yngleland er bestanden næppe højere end cirka 10.000 par.

Generelt bliver den hvide pelikan betragtet som en truet fugleart i mange af dens leveområder. De største trusler består i risikoen for at drukne i fiskeredskaber og for at kollidere med elledninger. Som inkarneret fiskeæder og sidste led i fødekæden er pelikaner også tit udsat for at ophobe giftstoffer, der kan svække fuglene.

Den Hvide Pelikan er kun observeret 5 gange i Danmark, sidste gang den 20. september 2010 på Læsø.

Af ordenen Suliformes 5 arter, så jeg kun Skarven.

Skarven.

Skarven eller ålekragen er en fugl, der lever i alle verdensdele undtagen Sydamerika og Antarktis. I Danmark, hvor den har været del af faunaen i omkring 7000 år, er den en almindelig ynglefugl og vintergæst nordfra. Den lever især af fisk som ål, ålekvabbe, torsk og sild

Den kontroversielle skarv er en meget karakteristisk fugl, som ses mange steder langs de danske kyster og ved de større søer. Fjerdragten er helt sort, men i pragtdragten har den dog hvide ansigtstegninger og en hvid lårplet. Der forekommer to underarter i Danmark, nemlig mellemskarven, som yngler i landet, og storskarven, som er en almindelig gæst i danske farvande i vinterhalvåret. De to underarter minder meget om hinanden, men storskarven er, som navnet antyder, større og mere robust.

Dværgskarv

Iflg. DOF – Pandion

Next Stop Danmark: Dværgskarv.

Når man prøver at forudse den næste nye art for Danmark, falder blikket næsten altid mod øst eller vest. Gang på gang er vi blevet snydt af, at fugle fra Sydeuropa er dukket op som tiltrængte tilføjelser på den danske artsliste. En oplagt kandidat til den næste nye art for landet er dværgskarven.

Dværgskarven er en af de lidt oversete kandidater til Danmarks næste nye art. Den er ikke jordens smukkeste eller mest harmoniske hit, men den er let at kende og eksponerer sig gerne åbent.

Dværgskarven er gået frem i Sydøsteuropa de senere årtier. Således er ynglebestanden i flere lande gået voldsomt frem, især i Ungarn, Italien og Ukraine, ligesom artens udbredelsesområde nu når så langt mod nord som til Østrig. De største ynglebestande findes i Sydøsteuropa, således 8.000-10.000 par i Rumænien, 2200-2500 par i Serbien/Montenegro og 1200-1300 par i Grækenland.

Den ynglebestand, der ligger tættest på Danmark, er den nyetablerede koloni ved Neusiedler See i Østrig. Her ynglede arten for første gang i 2007 (14 par), og i 2011 var kolonien vokset til 146 par.

Skarv

Der er både noget urskovsagtigt og fortidsagtigt over denne sorte-gråsorte vandfugl.

Et kort blik på fuglens fremtoning og adfærd samt ikke mindst næbets krogede spids og de reptil-grønne øjne, fremkalder klart tanken om, at den nedstammer direkte fra dinosaurerne.

Fjerdragten er som hos mange andre vandfugle ikke vandskyende, hvorved den skal bruge megen tid på at tørre dem, når den har været på togt efter føde.