Mykines er berømt for sine fugle, hvilket absolut er forståeligt, for der er i tusindvis.
Den mest berømte og for Mykines specielle art er sulen, kongen i den færøske fugleverden. Men for mig er lunden den aller største oplevelse ved et besøg på øen.
De mest talrige arter er mallemuk, lunde og ride.
Der er stor forskel på, hvordan havfuglene finder deres føde, og hvordan de er tilpassede de forskellige livsformer. Nogle havfugle, som f.eks. ride, mallemuk og lille stormsvale, kan ikke dykke og lever derfor af den føde, de finder på og lige under havoverfladen. Sulen og ternen kan derimod dykke ned under overfladen, mens lunde, alk og lomvie kan dykke helt ned til 50-180 meters dybde. Edderfugl, tejst og topskarv holder sig tæt ved land, hvor de dykker ned til bunden. Kjoverne lader andre fugle, som f.eks. ride og lunde, fange deres føde for så at stjæle den fra dem i luften.
De fleste fanger føden inden for nogle få kilometer fra land, men mallemuk, skråpe, stormsvale og også sule kan dog flyve langt efter føden.
Selv om der er rigtig mange fugle på Færøerne, så har bestand-størrelsen dog igennem længere tid været for nedadgående.
Naturlige variationer af føden i havet siges at være årsag til denne bestandens variation.
Det at mallemuk først kom til Færøerne tidliget i 1800-tallet, for siden at blive den mest almindelige havfugl, er nok den største ændring i nyere tid.
Nedgangen sidst i 1980’erne skyldtes (som nævnt) en meget lav fødeproduktion i havet omkring Færøerne. Nedgangen viste sig også i lunde-, ride- og ternebestandene, samt i hele det færøske samfund på grund af det dårlige fiskeri i årene, der fulgte.
Med undtagelse af mallemuk og sule har der været en generel tiltagende nedgang i havfugle-bestandene siden sidst i 1850’erne.