Turen på Feddet v/Præstø Fjord

Jeg havde hørt en del om Feddet, men aldrig været der, så i tirsdags  ( uge 12 – 2018) skulle der rådes bod på det. I sådan et af-siddet naturområde måtte der være mulighed for at finde nogle af vores mange danske fugle!

Egentlig var det meningen, at min hund Tee-Jay skulle med, men ved en pludselig indskydelse besluttede jeg med dårlig samvittighed, at lade ham blive hjemme. Snydt lagde han sig i vindueskarmen, og så mismodigt efter mig, da jeg med min dårlige samvittighed og rygsækken med kaffe og kamera, gik til bilen, vel vidende, at jeg snød ham for en dejlig lang tur, som jeg ved han holder så meget af 🙂 

Nå men ”tidligt” afsted i det gode vejr og på stedet kl 09.15. Følte straks ved ankomsten, at jeg var under hjemlige forhold ganske som i stor-staden København – nul frie parkeringspladser kun parkering til 40 kroner (godt-nok for en hel dag, men alligevel).

Pengene blev betalt, støvlerne kom på, kameraet anbragt langs siden og rygsækken med kaffe og et par tilkomne basser samt den tunge 200-500 linse sat på ryggen – nu afsted ud i et stort naturområde.

Turen startede langs stranden langs Feddets øst side som vender ud mod havet, ingenting at se i kikkerten, men solen skinnede dejligt. Nu var havsiden nok heller ikke den sidde af Feddet, hvor sandsynligheden for at møde noget ”fjerkræ” var størst, så ind mellem nåle- og løvtræer, for at krydse over til stranden langs Præstø Fjord.

På vejen over Feddet mødte jeg – ingenting. Men på fjordsiden lå nogle svaner og et par enkelte gråænder – ellers ingenting.

Solen skinnede heldigvis, så turen gik videre langs blandet trævækst, åbent terræn og fjorden på den anden side – ellers ingenting! Mærkeligt, for det var da landskabstyper, hvor der burde være noget med vinger!

Jordbunden blev efterhånden vådere og vådere (dog ikke smattet pga. blade), og småsøer/vandsamlinger kom der flere og flere af, og tankerne om det der med vristens dybde i skovbunden begyndte i mine tanker, at tage form af knæ og hofter  🙂 

”hvor var der en sti”! 

Efter at havde trasket rundt på kryds og tværs, og hevet støvlerne svuppende op af skovbunden et godt stykke tid (med tanker om, at den ene måske pludselig ikke fulgte med, men blev siddende 🙂 ), så jeg i det fjerne noget der kunne tyde på en linje der løb gennem skovet – EN STI !!!!. Måske. Kurs imod den.

Men nu var der ikke kun store vandsamlinger, nu begyndte der også at komme FLODER – nå ja – måske vandstrømme, som jeg ikke bare kunne komme over – men det skulle jeg – for der var en sti på den anden side.

Efter omveje, hop, over-skrævninger samt ikke mindes veludført balancekunst, der kunne minde om cirkus-ateistiske udførsler, kom jeg frem til den sidste forhindring, en strøm, som 100% adskildte mig fra den ”forhåbentlig” grusbelagte sti, jeg nu kunne se ganske tydeligt – FRELSEN VAR NÆR 🙂  jeg skulle over, og det skulle være her, for lidt længere fremme blev vandfladen tre gange så bred-og-tydelig- meget-dybere. Det var NU og HER.  ALT ELLER INTET.  KNÆK ELLER BRÆK  🙂  

Jeg valgte et sted, og ballancerende med rygsæk og kamera, trådte jeg forsigtigt ud på en gren, og så så forsigtig (som det nu kan lade sig gøre under balance gang på en slimet våd gren), tog jeg et par skridt ud fra grenen, satte foden i vandet søgende efter fast bund, og så, så kom vægten ned på den, med et saligt håb om, at der ikke var for dybt). Støvlen fandt fast bund, og vandet gik heldigvis kun til anklen, altså ikke op over støvlekanten. Tre fire skridt, så blev det lavere, og jeg kom op på den ”dejlige bløde skovbund”, hvor jeg kun sank i til ”lidt mindre”.

Hø hø der var stien, frelsen var nær og ganske tæt på, og vandet var ikke gået over min støvlekant.

Afsted mod den, ingen våde sokker, takket være et par gode vandtætte støvler. Frelst af en mudret sti, hvor mudderet gik op over støvlens såler, dejligt for DER VAR FAST GRUND NEDEN-UNDER MUDDERET 🙂 

Men stadig ingen interessante fugle. Kun godt vejr, blå himmel, mudder, eng og mange træer.

Stien jeg kom ud på, så godt nok laaang ud, den sluttede – ja rigtigt – helt ude i den himmelske horisont. Nu kunne det faktisk være godt med en tår kaffe og en sød-wienerbasse. Men nej jeg skulle altså ud til fugletårnet på spidsen af Feddet først, så svup svup splat splat afsted ad stien, ingen svinkeærinder ind mellem træerne nu.

 

På et tidspunkt kom jeg frem til den yderste spids og fugletårnet, som har nogle DEJLIGE bænke midt i solen, og helt i læ. Nu skulle kaffen og basserne nydes i det dejlige vejr. Af med jakken, den jordede-bukse-bag i brættet, ansigtet op mod solen og – NYDELSE – FULD NYDELSE. Ingen fugle.

Det er et rigtig godt fugle tårn, mange bænke og mulighed for at spise sit medbragte i tørvejr. Der er tænkt på det hele – men det er jo også strabadserende, at nå der til 🙂  

 

Videre igen mod heden, og ind over den ( det er nu et godt landskab, men selvfølgelig flottets i sommeren, når lyngen blomstrer). Her kom jeg til Gravhøjen på Feddet med mindesten over Otto baron Reedtz-Thott og hustruerne Gudrund født baronesse Reedtz-Thoot og Ingeborg Danneskiold-Samsøe. Her gik jeg over hegnet (ganske lovligt). Jeg bemærkede, at Baronesse Gudrund Reedtz-Thott’s dødsdag var samme dato som min fødselsdag. 

En skidt dag for hende, men en rimelig god dag for mig 🙂  Jeg må her lige tilføje, at de to sammenfaldende datoer, altså var i hvert sig århundrede.

 

 

 

 

 

 

 

Langhorns kvæg

Da jeg kom frem til stien der førte mod min 40 kroners-parkering, konstaterede jeg, at den var mudret til midten af støvlen, ganske som den jeg gik af ud mod det fugleløse fugletårn.

Efter under stort besvær at havde trasket langsomt men godt derud af, kom endnu en tværsti, så jeg besluttede, at søge over mod nogle huse som jeg viste lå på en parallelgående vej. Jeg nåede så husene og en – ASFALTVEJ. Hurra ikke mere trækken svuppende støvler op for hvert skridt – nu gik det rask (nej hurtigt) afsted mod civilisationen. Men tro det eller ej – HER FANDT JEG FUGLENE.

Hele fire forskellige af slagsen – skovspurv, bogfinke, solsort og en spætte. Ikke de helt sjældne arter – men fugle. Man bliver jo på et tidspunkt taknemmelig, for at finde selv de arter, som findes hjemme lige uden for hoveddøren 🙂  De kvidrede lystigt i den velpassede beplantning omkring et par huse.

 

Tænk – Oddens fugleliv kunne ha været nået ved at følge en – ASFALTERET  VEJ.

Feddet

Efter lang tids vandring i sol og dejlig natur, spottede jeg pludseligt noget på fjorden – en gruppe Hvinænder. Ganske flot i kikkerten, men for langt ude til billeder – Sh..  For det er en ganske pæn and.

Videre, der var stadig blå himmel og et flot landskab – pludselig kom et per Skalleslugere ind fra – RYGGEN, så jeg fik et billede af – GUMPEN  🙂  Ja ja på lang afstand – flotte Hvinænder, og overlistet af et par Skalleslugere – fjerkræ er her da.

Efter laaaang vandring kom jeg lidt ind gennem en bevoksning af elletræer, og her så jeg sørme nogle Musvitter – super her er måske også Mejser? Men nej ingen mejser. I stedet støtte jeg på et nedlagt og fortæret dådyr-kid uden hoved og indvolde. Jeg undrede mig over, at ræven kunne nedlægge et så forholdsvis stort dyr! Men indvolde var ædt og ben gnavet godt rene – men alligevel, et rimelig stort bytte, for et dog forholdsvis lille rovdyr.

Nu drejede der et traktorspor ind i skoven med åbent land synligt for enden. Jeg travede hen over og ud ad de dybe hjulspor sat af store arbejdes køretøjer – det var blød jord, og det var ret så besværligt at komme igennem. 

Da jeg kom til enden, var der spærret til det store åbne område, så jeg måtte følge det vanskeligt farbare hjulspor, hvor dækmønstrene var så store og dybe, at jeg ofte måtte hoppe og springe fra top til top, og selvfølgelig gik jeg på måsen i den bløde og fugtige jordbund. Men gå tilbage hvor jeg kom fra – NEJ. Jeg kan garantere for, at det var blød og lækker muld jeg sad i med hånden dybt begravet til håndleddet i, samt numsen godt cementeret fast til undergrunden J Men med et træk og et svup, kom jeg på benene igen. Nu blev der efterhånden for meget vand i traktorsporet, så det måtte forlades. Jeg måtte ind i den åbne skov med den meget bløde jordbund! Støvlerne gik hurtigt i til vristen, og var lidt svære at få op hver gang et skridt skulle tages. 

Hvor var der nu en sti jeg kunne komme i ”land” på!!!!

Jeg kunne faktisk godt ha' brugt en bro

Halløj en luftbåren krage

Jeg fik fra højen udsyn over heden, og kunne jeg se noget langhorns kvæg, der befandt sig på min rute videre over heden.

Ganske prægtige dyr – med STORE horn. For at komme ud af den indhegning som går omkring heden, så skulle jeg tæt forbi dem – var det helt sikkert! Jeg ved ikke hvor skikkelige de er, når man er på samme side af et hegn? Men jeg gik tilbage, trådte over hegnet, og vandrede rask videre mod leddet og DEM.

Nu fik den MED DE STØRSTE HORN øje på mig, og i hurtigt trav førte den flokken lige mod mig – halløj nu blev de lige pludselig hurtigt MEGET større. De er faktisk meget hurtige, kan jeg oplyse.

Mine tanker var HVAD NU! Jeg havde ikke lyst til at blive omringet – ind til siden iblandt nogle buskagtige små træer, og langsomt frem på den anden sidde – altså kun med hovedet. Jeg havde lige haft tid til at tænke, at hvis de ikke stoppede, når de ikke kunne se mig, så måtte min retræte foregå hurtigt mod gravhøjen, med min ”dato-veninde” og et omkransende sikkerheds-skabende hegn.

Men de var stoppet, og travede nu i rask trav frem og tilbage over stien mod leddet som jeg skulle igennem. Sh.t jeg må tilbage og gå langs stranden, for så at søge ind mod én af de to hjemadgående stier på oddens midte.

Bogfinke - hun
Skovspurv

Jeg gik nu ad ”asfaltvejen” mod Odden Havn, og blev undervejs overhalet af et par biler (civilisation 🙂 ). Da jeg nåede frem til havnen, kunne jeg ikke modstå mig for at se, om der skulle være en interessant fugl på vandet – der var svaner og en enkelt gråand.

Nu blev der dømt pause, klokken efterhånden 16, så tiden var inde, for at tjekke op på hvor langt jeg havde gået. Armbåndet viste 19,9 km. Jeg tænkte ”tak skal du ha” der er ikke noget at sige til, at jeg har et ømt venstre knæ og en lige så øm venstre ankel. Da mindst halvdelen af turen var foregået i blød/våd skovbund og ad mudrede stier, hvor støvlen ikke altid slap sit tag i vejen lige nemt.

Der blev gjort tur-status over hvad jeg havde set: Svaner, gråænder, musvit, blåmejse, krage, solsort, svartback, sølvmåge, hættemåge, en smuttende rovfugl og lang væk hvinænder, skallesluger OG HAVØRN – men den var så langt ude , at den lige så godt kunne ha befundet sig i ” outer space”.

Hvem sagde, at der ikke er fugle på Feddet 🙂 Hvem sagde, at det var andre end dem ved min hjem-sø  Tueholmsøen – ingen. På en anden årstid er der nok flere og andre fugle, MEN DE VAR BARE IKKE KOMMET ENDNU.

Nu forestod kun ca. 1,5 km til bilen og en siddende transport hjem.

8 times vandring  og en dejlig dag i naturen – ingen interessante fugle inden for foto-kækkevidde, men alligevel en oplevelsesrig dag – og godt 22 kilometre mest i mudder og blød skovbund.

Bukserne røg i vaskemaskinen straks ved hjemkomsten, efter jeg havde gået tur med Tee-Jay (igen 2 – 3 kilometre), og at jeg havde skrabet og banket indtørret mudder af buksebag og ben. Støvlerne skal sættes i blød, og godt at jeg lod TJ blive hjemme. Han var sunket i til maven, da hans ben helt sikkert ville gå dybt i det fugtige terræn jeg var igennem. Jeg tror slet ikke at han kunne være kommet igennem det! Men min bemærkning til ham ved hjemkomsten – du er slet ikke klar over hvor heldig du var, sådan at få lov til at blive hjemme i vindueskarmen en hel dag, forstod han ikke et kuk af 🙂 🙂 🙂 

Bogfinke - han
Havl-gemt-spætte
Sølvmåge

Billeder af skovspurve er nu meget søde 🙂 men ikke det man kører langt efter, og bruger en hel dag på. Men som fuglefotograf, skal man være indstillet på, at man ofte ikke får de billeder med hjem, som man tog ud efter.

*Som fuglefotograf er det med at få en oplevelse, også ud fra en dag, hvor fx skovspurven og andre “hverdags-fugle”, er hvad der kom i kassen – og en god dag var denne tur helt absolut. 

*En god dag opnås altid, når man er opmærksom på ting og sager, og kan hygge sig med både de små og store ting, der sker på turen, + de spændende og de kedelige, også selv om man går på numsen i mudder, får vand i støvlerne eller går mange kilometre, uden at se det man kom efter.

Egentlig er jeg nu blevet meget glad for disse spurve billeder, som jeg aldrig havde taget, hvis jeg havde mødt nogle knap så “almindelige” fugletyper.