Fuglene på Mykines

Stop musik

Der findes utrolig mange havfugle på Færøerne - omkring 2 millioner menes det.

Den lille ø Mykines huser rigtig mange af dem.

Mykines er berømt for sine fugle, hvilket absolut er forståeligt, for der er i tusindvis. 

Den mest berømte og for Mykines specielle art er sulen, kongen i den færøske fugleverden. Men for mig er lunden den aller største oplevelse ved et besøg på øen.

De mest talrige arter er mallemuk, lunde og ride.

Der er stor forskel på, hvordan havfuglene finder deres føde, og hvordan de er tilpassede de forskellige livsformer. Nogle havfugle, som f.eks. ride, mallemuk og lille stormsvale, kan ikke dykke og lever derfor af den føde, de finder på og lige under havoverfladen. Sulen og ternen kan derimod dykke ned under overfladen, mens lunde, alk og lomvie kan dykke helt ned til 50-180 meters dybde. Edderfugl, tejst og topskarv holder sig tæt ved land, hvor de dykker ned til bunden. Kjoverne lader andre fugle, som f.eks. ride og lunde, fange deres føde for så at stjæle den fra dem i luften.
De fleste fanger føden inden for nogle få kilometer fra land, men mallemuk, skråpe, stormsvale og også sule kan dog flyve langt efter føden.

Selv om der er rigtig mange fugle på Færøerne, så har bestand-størrelsen dog igennem længere tid været for nedadgående.

Naturlige variationer af føden i havet siges at være årsag til denne bestandens variation.

Det at mallemuk først kom til Færøerne tidliget i 1800-tallet, for siden at blive den mest almindelige havfugl, er nok den største ændring i nyere tid.

Nedgangen sidst i 1980’erne skyldtes (som nævnt) en meget lav fødeproduktion i havet omkring Færøerne. Nedgangen viste sig også i lunde-, ride- og ternebestandene, samt i hele det færøske samfund på grund af det dårlige fiskeri i årene, der fulgte.

Med undtagelse af mallemuk og sule har der været en generel tiltagende nedgang i havfugle-bestandene siden sidst i 1850’erne.

 

Desværre mødte jeg kun en lille del af de forskellige fugle-arter som findes på Mykines, og øens såkaldte "konge" kom jeg desværre ikke så nær, som jeg kunne ønske.

Mallemukkerne på Mykines

 Mallemukken var en sjælden fugl på Færøerne for et århundrede siden, men er nu en af de mest talrige fugle og ses nu hele året.

Mallemukken ser ud til at bruge megen tid på at lege i vinden rundt om de stejle kyster, men også inde i landet ses den. Den er meget nysgerrig og kommer ganske tæt på en iagttager, hvis man står et sted med opvinde, som mallemukkerne kan lege på.

Mallemukken hører til gruppen af “Stormfugle”, og må således ikke henregnes som en mågeart, hvilket deres udseende for den ikke fugle-kyndige godt kunne. 

Stormfuglene er det åbne havs rodløse vagabonder. De større arter er specialister i glideflyvning både over og imellem bølgerne – de lever næsten hele deres liv til havs. Kun i yngletiden søger de mod land, hvor de opsøger forblæste klippeøer og kyster, og for en del arters vedkommende endda kun om natten, for at afløse deres mage eller aflevere føde til ungerne.

Et ganske særligt  fællestræk for alle after vaf stormfugle er deres noget fortykkede næsebor, som understøtter deres meget veludviklede lugtesans og som bruges til udskilning af salt.

De er særdeles kopulente og kraftfulde fugle, hvis krop og kraftige “tyrenakke” udstråler den styrke og rubosthed som er påkrævet for et helt liv til havs langt fra de nærmeste kyster.



Stormfugle ses uden for yngletiden bedst fra skibe, og fra land kun når kraftige vinde presser dem ind mod kysten. Der findes 115 arter på verdensplan, kun 5 ses regelmæssigt i de danske farvande.

Mallemukken er dog så småt under indvandring, og siden 1998 har der flere gange været yngleforsøg ved Bulbjerg i Norvestdjylland. Men år 2000 skulle være eneste år hvor der kom 2 unger på vingerne.

Alle stormfugle reproducerer sig meget langsomt: De er flere år om at blive kønsmodne, og kuldet består kun af ét æg, som ikke erstattes, hvis det går tabt. Til gengæld kan stormfugle blive ret gammel, og den ældst registrerede Mallemuk blev 40 år.

 

I

SULEN

Det eneste sted på Færøerne, hvor sulerne yngler, er på Mykines, og man regner med at der er omkring 2500 ynglepar på hylderne på Holmen. Som det kan ses her overfor, så foregår det på et klippeskær for enden af holmen.

Sulen er den største havfugl i de danske farvande. Det er en langstrakt, cigarformet fugl med lange, smalle vinger.                             I sommerdragten er fuglen hvid med sorte vingespidser og et smukt okkergult hoved med de blå-farvede øjne. Ungfuglene er brune og kan minde om store skråper, men det lange, spidse hoved med det dolkformede næb er et godt kendetegn, og desuden har sulen en helt anderledes flugt.

Sulen er en stor og imponerende fugl når den glidende svæver over vandet eller langs en klippevæg.

Den skaffer sig føde ved at styrtdykke fra 10 til 30 meters højde ned i havet efter småfisk, sej for eksempel, men den tager også krebs og blæksprutter.

 

Stor Regnspove

Stor regnspove eller storspove kan ses året rundt i Danmark. Størstedelen af fuglene er trækfugle, men ved Vadehavet overvintrer en del store regnspover dog også. Fuglene lever uden for yngletiden i flokke på marker, strandenge og ved lavvandede kyster. De få danske ynglepar yngler på fugtige enge og heder samt ved moser og kyster.

Kendetegn
Stor regnspove er Danmarks største vadefugl. Fjerdragten er gråbrun med sorte striber eller pletter. Kendetegnende er det meget lange og krumme næb samt de lange gråblå ben.

Føde
Stor regnspove bruger sit lange næb til at snappe smådyr, insekter, orme, bløddyr o.lign., som den finder på vadeflader. Derudover tager fuglen også bær og frø.

Det krumme næb, som er ganske særegen for stor regnspove, er en konsekvens af regnspovens jagt på sandorme på vadeflader. Med det lange, nedadbøjede næb kan den store regnspove undgå, at ormen går i stykker, når den trækkes op af mudderet.

Stenpikkeren

 

Stenpikkeren er en lille drossel (15-16 cm) på størrelse med en spurv. Den er en udpræget “jordsanger” og ses ofte siddende i opret stilling på en sten eller hegnspæl i det åbne land. Ind imellem foretager den nogle hurtige buk samt karakteristiske slag med halen. I flugten kendes den på sin skinnende hvide hale med et bredt sort bånd på halespidsen, der strækker sig lidt ind i det hvide felt midt på halen i et omvendt T.

Hannen har okkerfarvet strube og bryst, bred sort øjenstribe, grå isse og ryg og sorte vinger. Hunnen mangler den sorte øjenstribe, og vingerne, issen og ryggen er brune. Struben og brystet er lysere end hos hannen. 


Sangen er kort med en varieret række af knirkende toner. Stenpikkeren har sangflugt.

De skandinaviske fugle ankommer fra sidst i april  til sidst i maj, og trækker sydover  fra medio august til starten af oktober.

Hovedparten af stenpikkerne fra alle yngleområderne overvintrer i Afrika i et bælte syd for Sahara fra vestkysten til østkysten. I træktiden passerer mange nordskandinaviske stenpikkere Danmark.

Gærdesmutten

De færøske gærdesmutter udgør en endemisk underart. De er mørkere og større end kontinentale gærdesmutter.

En af gærdesmuttens  færøske navne betyder direkte oversat ”musens bror”. Dette navn beskriver ganske præcist, hvordan denne fugl ofte opleves i felten. Den bruger det meste af sin tid på jorden, og hellere end at flyve væk så

løber eller hopper den ofte i skjul, når den bliver forstyrret.

Hannerne producerer på trods af deres lidenhed nogle af de kraftigste sange i fugleverden. Den kan høres året rundt, idet den synger med en gentaget metallisk ringende sang og triller. Har man først mærket sig dens sang, vil man altid huske, at her er en Gærdesmutte, når den lader sin stemme høres.

Der findes 79 arter, heraf kun én i Danmark, og én på Færøerne. De øvrige arter findes hovedsaligt i de tropiske områder på det amerikanske kontinent.

De danske Gærdesmutter er primært for standfugle, og for at klare en kold vinternat, rykker de gerne sammen i fmå flokke og sidder tæt sammen natten igennem.

Gærdesmutter fra det øvrige Norden, overvintre enten her i landet, eller trækker til Vest- eller Sydvesteuropa. 

 

Intet virker mere kækt og balade-fyr-agtigt end, når smutten med sin lille korte hale ret op i vejret,  frækt sidder på sin pind og med skiftende hoved-stillinger  betragter én, tydeligt tilkendegivende et væsen, som siger – hvad vil du dog her – det her er mit – her bor jeg.

Jeg har altid været betaget af denne lille gavtyv med den store stemme.

Kjoven

Kjoverne udgør en familie af fugle, der ligner måger og terner og lever i udpræget grad af deres føde, som kjoverne stjæler fra dem i luften, som de elegante flyvere de er. 

Kjover er mellemstore og  primært havlevende fugl. De bliver også kaldt ”rovmåge” på grund af deres barske, men elegante fouragerings-teknik, hvor de forfølger og fravrister andre havfugle /herunder lunder) deres bytte. De angriber og dræber sågar også måger og andre mindre fugle.

Jagtteknikker foregår såfremt den angrebne fugl ikke rimelig ”frivilligt” slipper sit bytte ved, at de trækker fuglen under vandet, og drukner dem om nødvendigt.

Yngleområderne ligger på Island, Norge, Skotlandske øer og på Færøerne.

De europæiske fugle følger de trækkende fjord- og splitterner og overvintrer ud for Vestafrikas kyster, hvor de kolde havstrømme mellem Sydvestafrika og Argentina er meget næringsrige.

 

På min tur mødte jeg to kjove arter – Almindelig Kjove og Storkjove, som der findes billeder af sidst på dene side.

Kjover henter deres forkost i ternekolonien.

På min tur op af knarkur stødte jeg på en ternekoloni, hvor tre kjover forsøgte at få en nem og hurtig frokost.

De blev ved med at angribe ned mod ternernes reder, men de aggresive terner forsvarede sig godt, og deres antal og flyveevner gjorde, at jeg mange gange så kjoven ftrække sig skynsomt tilbage. Men de blev ved med at vende tilbage i hurtyige dyk højt oppe fra – men de fik ingen frokost mens jeg sad og betragtede dem.

Jeg så flere kjover på reder i det omgivende terræn, så ternekolonien må ha været under konstante angreb dag efter dag. 

STORKJOVEN er en ret almindelig ynglefugl. Den
yngler primært i kolonier på fjeldheden, ofte højt over
havet.

Både på Holmen og Mykines, ser man dagligt den almindelige kjove.
Den almindelige kjove skaffer sig føden ved at jage lunder, terner og rider i flugten og få dem til enten at gylpe op eller for lundernes vedkommende, at slippe deres last af små sild, hvoraf kjoven oftest selv kun fanger en enkelt, medens ternerne tager sig af resten.

Storkjove

Kun én gang mødte jeg Storkjoven, og fik desværre kun to "hurtige skud".

Storkjoven er virkelig stor med sine meget brede vinger, og det imponerende vingefang på hele 132 cm.

Kroppen er egentlig ikke imponerende stor, men til gengæld er den massiv, og udstråler rå maskulin kraft. Man er ganske enkelt ikke i tvivl om her er en rovfugl med imponerende styrke.

I 1700-tallet fandtes arten ynglende i meget store kolonier. På Skúvoy indsamlede beboerne hvert år unger og voksne fugle, som var et eftertragtet supplement til det daglige brød.

På et tidspunkt var der kun fire par tilbage og først efter at de blev fredet er bestanden efterhånden genoprettet.

I 1930 fandtes ca. 70 ynglepar, 1946 ca. 200 ynglepar, 1961 ca. 550 ynglepar. Efter at det intensive fiskeri af særlig makrel har ført til en stigende tobisbestand, er storkjovens antal på Færøerne stigende.

På afstand virker den næsten ensfarvet brun bortset fra store brune felter i vingen både på over- og underside. Den flyver tungt og næbbet er groft og sort. Den kan variere i fjerdragten, men ikke så meget som andre kjover. 

Den yngler i Nordatlanten, i det nordlige Skotland, Island, Færøerne og så langt nordpå som Svalbard. De kan yngle i små eller større kolonier på høje klippeøer og højt beliggende, fugtige kystheder.

Både på Holmen og Mykines, ser man dagligt storkjoven.
Storkjoven tager for sig af fuglefjeldenes fugle, fanger dem levende eller drukner dem, men tager også ådsler. Den kan også ses jage suler i flugten for at få dem til at gylpe føde op.

Lomvierne på Mykines

 

Lomvierne var på Færøerne, meget talrigere for årtier tilbage, men havde så en betydelig tilbagegang. Men de sidste år ser de dog ud til at være taget lidt til i antal igen, og man hører nu igen, selv fra Mykines bygd, ungernes karakteristiske kalden fra midt i juli og til midt i august.

Lomvien er med sin vægt på ca. 1 kg. den største nulevende alkefugl.


Det er en smuk sort og hvid nærmest “silkeagtig” fugl. Oversiden er helt sort, og undersiden er hvid. Næbbet er ret langt og spidst, hvilket adskiller arten fra den meget lignende alk, der har et højt, fladt næb. Som de andre alkefugle er lomvien en udpræget havfugl, som kun går på land i forbindelse med ynglesæsonen.

Lomvien er udbredt i Nordatlanten og det nordlige Stillehav. I Europa findes arten således i Nordvesteuropa, men den forekommer også i Østersøen. Lomvien yngler som regel i kolonier på klippehylder på stejle fuglefjelde, hvor den kan forekomme i enorme antal. Verdens største koloni findes på Funk Island ved Canadas østkyst, og den er på omkring 500.000 par.

Til sammenligning er hele den nordatlantiske bestand på 3-4 millioner fugle.

 I Danmark yngler 2000-3000 par på Græsholmen ved Christiansø. I sensommeren og efteråret ankommer desuden op til 300.000 lomvier til Skagerrak og det nordlige Kattegat, hvor mange af dem fælder. Størstedelen stammer fra skotske kolonier.

Lomvigen er en almindelig ynglefugl på stejle klippesider, og den yngler på klippehylder lige over for Mygenes-bygden

Alkene på Mykines

Der skulle ikke være mange Alke på Mykines, så man skal være opmærksom på de små forskelle mellem dem og lomvierne (se ovenfor). Alkene yngler også på de stejle fjeldsider, men mere spredt og så foretrækker den bredere klippehylder end lomvien, der selskabeligt yngler i store grupper på de smalle klippehylder.

I Danmark yngler den kun på Græsholm ved Christiansø og ved Hammeren på Nordbornholm. I vinterhalvåret er alken derimod talrig i de fleste danske farvande. Fuglens underside er helt hvid, og oversiden samt hovedet er kulsort. Den forveksles nemt ved en hurtig betragtning med Lomvien, fordi Lomviens fjerdragt og dimensioner er næsten identiske med Alkens. Men Lomvien har et smalt, spidst næb, hvorimod Alkens er fladt med hvide bånd nær spidsen af næbet. Alkens hoved og hals er desuden kraftigere end lomviens. Denne hvide ring og det flade næb ses tydeligt på billederen her, som dog ikke er taget på Mykines, men på en sejltur ved en anden ø.

De danske farvande er meget vigtige overvintringsområde for bestanden af alke, og de ses derfor i alle de danske farvande udenfor yngletiden, især i Kattegat – men desværre for fotografen langt ude fra kysterne.

Alk er som andre alkefugle en fantastisk dykker som fanger fisk på 30-40 meter vand – nogle gange dybere.

Alken er ikke særlig produktiv, idet den kun lægger ét eneste æg pr år, hvilket gør den ekstremt følsom over for miljømæssige skader bl.a. i form af olieforurening og svigtende fiskebestand. Derved har den meget vanskelig ved at genetablere bestand-niveauet, såfremt der har være fortløbende år med få unger på vingerne indtræffer.

Alken har til gængæld som kompensation for en lav produktivitet valgt at prioritere et langt liv, idet den kan blive over 40 år gammel. Hvilket betyder, at et Alkepar alligevel kan producere et pænt antal unger igennem et helt liv.  Men denne livsstrategi er afhængig af et langt liv, og at ungen kommer på vingerne. Alken retter således ikke op på 2-3-4 år med manglende føde. Helt slemt bliver det, hvis mange især voksne individer bliver omfattet de olieforureninger, der ikke er en sjældenhed i de Færøske havområde’

Måger

Der er del måger på Mykines. Både ynglende og som gæster. Man kan dagligt se de tre store mågearter, nemlig svartbag, sildemåge og sølvmåge.


Nogle af disse har specialiseret sig i at fange lunder og ses i lundelandene på udkik efter uopmærksomme lunder.
Man ser også jævnligt stormmåde, som også yngler i Haugen (Udmarken).

Da mit kendskab til måger iøvrigt er yderst ringe, vil jeg bare lade billederne tale for sig selv.

Men jeg skulle mene, at det er en Ride med de sorte vinge-spidser her over for “øverst”.

Jeg kan kun konstaterer, at jeg gjorde alt for lidt ud af den fugle gruppe på turen.

 

RIDEN tilhørermågefamilien og er en almindelig ynglefugl, der yngler på de aller stejle klippesider.

I flugten er den en  meget adræt, elegant og manøvredygtig flyver, når den kommer susende på sine karaktaristiske stive vinger og med stive vingeslag.

I hård vind ses en kraftfuld flugt på w-formede vinger, samt Skråpeagtige surf i store buer over bølgerne

Riden kan ses hele året, men den er fåtallig om vinteren.

Om sommeren kan den ses langs fuglefjeldene,
hvor den yngler, og man er ikke i tvivl om deres tilstedeværelse, når man nærmer sig – for der er serdeles støjende på på yngleområdet. 

Strandskaden

Strandskaden,  er den færøske nationalfugl – på færøsk Tjaldur = Strandskade.

Den kommer efter traditionen til Færøerne den 12. marts. Men man kan være så heldig at se den hele året.
I yngletiden kan man ikke undgå at høre strandskadens skarpe klippende lyd, når den frygtløst prøver at jage fredsforstyrere væk, uanset om det er mennesker eller fugle.

Den er en ganske karakteristisk vadefugl med en sort og hvid fjerdragt samt de røde ben og det lige så røde lange næb.

Strandskaden er en er almindeligt forekommende både ved de færingske og danske kyster. Den er stor og kraftigt bygget, har sort ryg og hvid underside ligesom husskaden, hvad der har bidraget til dens navn.  

Normalt fodrer vadefugle ikke deres unger. Men her er Strandskaden dog en undtagelse, idet parret bringer insekter til ungerne i de første par uger efter udklækningen.

Ofte holder et strandskadepar sammen hele livet, og har især om foråret en støjende adfærd, når de forsvarer deres yngle- og fødesøgningsterritorier.

Ved at ringmærke og følge strandskaderne har man fundet , at adskillige strandskader bliver over 25 år – den ældste blev endda imponerende 36 år – og at ynglende par kan ses på samme territorium i op til 20 år i træk.

Strandskadens livsstrategi er at satse på et langt liv (dog ikke nær som Stormfuglene), hvor de med alderen bliver mere erfarne til at finde føde og tilkæmpe sig de bedste territorier. Nogle fugle står endda ’i kø’ for at få de bedste territorier, som er langs kysterne. Hvilket betyder, at de ikke skal flyve lange afstande ,for at finde føde til deres unger. Strandskaden får relativt få unger, da de oftest kun lægger 2-3 æg af gangen.

En strandskade dagligt kan spise omkring 300 muslinger? I det danske Vadehav kan der være op til 50.000 fugle på samme tid, så på én dag bliver der spist omkring 15.000.000 muslinger. Da strandskaden absolut ikke er alene om at spise muslinger, fortæller det os noget om, hvor produktive muslinger må være, for at holde både egen og andre bastande i live 🙂

 

Havterner

 

Antallet af havterne på Mykines er nu langt mindre end for blot 20 til 30 år siden. Da var der en meget stor koloni på Holmen og teorierne om, hvorfor de er i så stor tilbagegang er mange. Tilbagegangen gælder ikke kun Mykines og Holmen, men for alle de Færøske øer.

På min tur op af Knúkur,  stødte jeg på en havternekoloni. LÆnge før jeg nåede frem til den, var jeg klar over, at den ville komme, for den hurtige og adrette flyver som den er, så havde rigtig mange smøget sig lige forbi mig, med alle med små-fisk i deres næb. De havde utrolig travlt med at flyve frem og tilbage, for i modsætning til Lunden, så kan havternen kun have én lille fisk med fra havet da gangen.

På lang afstand hørte jeg tydeligt, at nu kunne kolonien ikke være langt borte, for skræppen fra et utal af fugle slog min i møde.

Der er altid liv og glade dage i en ternekoloni, for hvis ikke kjoven er på besøg for at få et måltid, så skændes og strides de indenbyrdes – konstant.

Men det er både betagende og serdeles spændende, at sidde der på klippeskråningen, når ternerne utrættelig flyver frem og tilbage med mad til deres unger, og tænke på, at de har rejst næsten den halve jord rundt, for at komme og lægge deres æg og rejse næste generation på denne lille plet midt i atlanterhavet.

Havternen er nemlig berømt for sit årlige “helt vilde langdistancetræk”, som går fra pol til pol hvorved de tilbagelægger ca. 71.000 kilometre på deres ved til og fra ynglepladsen. Det er det længste fugletræk  iblandt alverdens fugle.

Se mere via nedenfor stående link

%d bloggers like this: