Mykines - Færøerne

Turen til én af de 8 små natur-perler i atlanten.

I september måned 2014 drog jeg til Mykines sammen med en lille håndfuld entusiastiske fotografer med den kendte naturfotograf Morten Hilmer.

Det blev en uforglemmelig tur, ikke bare på grund af selve rejsen, men også i høj grad fordi det resulterede i et sammenhold og venskab hele gruppen imellem. Et sammenhold som nu i 2017 har holdt sig i 5 år. 

Vi er alle stadig på Facebook sammen, vi planlægger fælles ture, og ses derfor med mellemrum stadig. Sjældent det sker for en hel rejse-gruppe, men det har været tilfældet for Lunde-gruppen som vi kalder vores fællesskab for 🙂 

Mykines (på dansk Myggenæs) er den vestligste ø på Færøerne, og udgør et areal på ca. 10 km² med et indbyggertal på 10-12 fastboende i sommermånederne.

Turens hovedmål var at få den bemærkelsesværdige og ganske eksotiske lille fugl "Lunden" også kaldet "Søpapegøjen" i kassen

 

Mykines er en lille klippe-strimmel formet som en boomerang, og er den vestligste ø på Færøerne. Den er en af de få øer, som ikke er forbundet til hovedøerne med en tunnel eller bro. Så skal man til Mykines foregår det med båd eller helikopter, men det er absolut ikke altid, at vinden tillader helikopter-flyvning, og søen tillader, at det lille ”skib” kan lægge til ved klipperne i den lille vig, hvor Mykines havn er placeret.

 

Mykines er fantastisk, hvis man vil opleve det utrolige færøske fugleliv. På Mykines kan man se næsten alle de færøske fuglearter. Men de to mest berømte fugl fra øen er den store elegante sule og den unikke Lunde.

 

På Færøerne betragtes sulen som ”kongen” af de færøske fugle, på grund af dens størrelse og dens vilde elegante styrtdyk mod havet efter småfisk og blæksprutter, samt ikke mindst dens lys-røde hætte og de blå øjne.

 

Lunden er der derimod intet elegant over, den er klump af bygning, og som humlebien burde den nærmest ikke kunne flyve – men det er den heldigvis ikke selv klar over. Den er dog utrolig hurtig i luften, når den flyver i lige linje, men helt anderledes er det, når den skal skifte retning, og helt ubehjælpsom er den nærmest, når den skal lande.

 

Ofte forgår landingen med et stort bump og en maveruller, og når landingen skal foregå midt i en flok, ser alle bekymret op på den ankomne, som ankommer tumlende i luften, og sagtens kan ramme et par artsfæller, før den stiller sig op og indtager sin plads iblandt flokken.

 

Lunen er en pragtfuld fugl med sit karakteristiske næb med de stærke og kraftige farver – den er absolut en af mine favoritter. En flok Lunder, som stiller sig op, og skuer ud over vandet på deres meget særprægede og nærmest spekulativ måde – eller på fotografen – er alene hele turen til Mykines værd.

 

 

 

På Mykines skifter vejret fra det ene øjeblik til det andet, og kommer der øen, vil enhver turleder holde et lille foredrag om vejret og øen, hvor det vil fremgå, at skulle man blive overrasket af tåge, når man er ude på øen (hvilket meget meget nemt kan forekomme), så er der kun én ting at gøre – nemlig at sætte sig ned og tage sit regnslag over sig, og vente på at tågen letter igen – uanset hvor længe det vil tage. Et regnslag skal man nemlig altid ha med sig på et tur ud på øen.

Da jeg var på en tur for mig selv op mod øens højeste punkt, hvilket jeg var en god solrig dag. Jeg sad og betragtede en terne koloni hvor tre kjover kredsede omkring, for at snuppe terne-unger, da jeg helt tilfældigt, vendte mig om, og så tåge pludselig komme ind mellem to højdepunkter, og hurtigt brede sig ned mod mig.

Jeg huskede beskeden – bliv siddende til tågen er væk – og jeg havde ikke lyst til at bruge min tid på øen til at sidde gemt under et regnslag, så jeg styrtede så hurtigt jeg kunne ned af fjeldet, med retning mod et stendige, som jeg viste fulgte en vej til Mykines by. Heldigvis nåede jeg den, og fulgte den videre nedad. Tågen var ved at indhente mig, den stod bag mig som en mur. Men pludselig stoppede den, og kom ikke længere, så jeg det sidste stykke kunne gå roligt hjem til byen.

Det var en god og spændende oplevelse – fordi den stoppede og fordi jeg lige opdagede den tids nok, til at få et tilpas forspring, ned mod sikkerheden 🙂 

Billedet af den tågemur der var lige ved at indhente mig, kan ses nederst her overfor.

Mykines med den karakteristiske top, set fra Søvágur

Tindhólmur med de karaktaristiske 5 takkede klippespidser - Ytsti, Arni, Lítli, Breiði og Bogdi.

Vi landede på øen Várga og havde vores første overnatning i den lille by Sørvágur. 

Af uforklarelige grunde “min kuffert var meeeeget længe om at komme frem på båndet, så da jeg kom ud fra lufthavnen, var alle kørt, og hvad nu!!!!!      En “god” start på turen.

Her viste det sig hvad forskellen på en prof fotograf og en rigtig turleder ER. Morten havde uden tælling ment, at nu var alle ude, så han stængte bildørene og kørte – ups!

Min telefon virkede ikke uden for Danmarks grænser (som vi jo var), så gode råd var dyrere, jeg viste ikke hvor hotellet lå.

  Til sidst måtte jeg trænge mig på på et kontor, hvor to “damer” så meget forståelige ud, da jeg bad om lov til at låne deres telefon (heldigvis havde jeg Mortens telefonnummer).

Jeg fik fat i Morten, og blev hentet. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke – det var så her i lufthavnen på turens aller første time, at jeg blev væk. Var det et varsel!!! Jeg måtte vist hellere passe på ikke at blive væk, når jeg kom på Mykines, og skulle ud på øen på egen hånd 🙂  

Udsigten fra Mykineshólmur en tidlig morgen. De små hvide prikker på vandet er tusindvis af hovedsaligt Lunder

Overfart fra Varga til Mykines

Da Mykines ligger ret afsondret, er transportmulighederne begrænsede, så hvis man vil være sikke på, at komme over, så skal der bestilles plads til overfartren i god tid, for i sommerperioden valfarter turister og fugle-interesserede til øen i stort antal.

Om sommeren er der færge- og helikoptertransport til og fra øen. Om vinteren er det kun muligt at besøge øen med helikoptertransport.

Der har boet mennesker på øen omkring år 650. Altså helt tilbage fra før vikingetiden.

Omkring 1950’erne boede der 180 mennesker på Mykines, men ved udgangen af 50’erne begyndte affolkningen af alle ø-rigets små-øer, og i 1973 var inbyggerantallet på Mykines skrumpet ind til kun 30 fastboende.

I september 1974 kunne man læse følgende i den ”lokale” avis ” Eygað ” under overskriften ”fjeldene bliver ikke røgtet”:  Der er nu kun seks arbejdsføre mænd tilbage på øen, én af dem er læreren, en anden er den mand, der holder opsyn med fyret, den tredje er ham, der har telefonen og passer elværket, den fjerde er en ung mand, der har overtaget Handaná gården, den femte er en ung mand i bondehuset på Túvalli og den sjette er en 23 år gammel man, der ikke har forladt sin moder, der er enke.

Mykines var således ved at sygne helt hen, og på randen til at blive endnu en forladt små ø.

I dag er der som nævnt tidligere kun 10-12 fastboende, og øen fungerer formodentlig kun på grund af de mange turister som besøger den hver sommer.

På dag 2 gik det afsted fra Sørávgur med den lille turbåd til Mykines, og efter en rolig overfart, kom vi til den lille slugt, hvor Mykines”havn” er beliggende. Heldigvis var vejret ordentligt, for ikke helt sjældent er havet for oprørt til at an kan sejle ind og lægge til.

Men vi kom frem og i land, her blev vi mødt af en gevaldig trappe, som førte op fra vandet til Mykines bygden. Heldigvis skulle vi ikke slæbe både vores kuffert og de mange kilo fotogrej op, der var en “elevator” til kufferterne.

Båden til Mykines

Mykines

Mykinesbygden

På Mykines findes kun en enkelt bygd: Mykinesbygden. Indtil slutningen af 2004 udgjorde øen en selvstændig kommune, men denne er nu sammenlagt med Sørvágur kommune.

Helt indtil første halvdel af det 20.århundrede var Mykines en af de største kommuner på Færøerne. Men på grund af øens isolerede beliggenhed er den langsomt blevet affolket. I sommermånederne vender mange dog tilbage og bebor forfædrenes bygd igen.

Geologisker Mykines en af de ældste dele af øgruppen, som er af  vulkanskoprindelse, og blev dannet for omkring 60 millioner år side. Mykines præges af et meget kuperet terræn, som når sit højeste punkt på Knúkur, 560 moh.

Mykinesbygden

Det gule hus

Her boede jeg i et usigeligt kedeligt mørke kælderværelse de fire overnatninger på Mykines. I de bedre værelser oppe i huset var "ægteparene" indlogeret, og den underste grå del af huset, som var spartansk indrettet som kælderrum, vi to singel-rejsende Lena Olsen og undertegnede. Heldigvis var vi ikke ret meget hjemme - to sammenfaldende ting var skyld i det 1) værelset kunne man ganske simpelt kun opholde sig som sovende i 2) der var virkelig meget udenfor der trak én ud 🙂 Fordelen ved kælderlokalet var dog, at Lena og jeg kun var 2 om at dele badeværelset - der var mere trængsel i dette lokale oppe i de højere luft-lag 🙂

Der var dog huse med mere kummerlige forhold end dem jeg boede under. I det sorte hus som ses på de to af billederne her, konstaterede beboerne ubehagelige udslæt efter en nats ophold – ikke så rart 🙂 

Det naturfarvede hus var cafeteriaet, hvor vi spiste, opholdt os og havde nogle rigtig hyggelige aftener.

Vi havde alle set frem til, at nu skule vi ud midt i atlanten, så nu skulle vi ha friskfanget fisk til middag. Men men forplejningen AK AK. Vi sik dog hele to forskellige retter med – altså ét i hver af de fire dage. Heldigvis var de to forskellige retter delt op, således at vi ikke fik den samme ret to dage i træk – det geniale var, at to forskellige retter over fire dage, lige giver en mulighed for variation mellem de to retter 🙂

Men sidste aften var vi dog nød til, at tømme øen for rødvin, så der lagde vi ikke megen mærke til det gentagne måltid 🙂  

Øens "posthus" - bemærk at Færøerne har blå postkasser

Aftenhygge i cafeteriaet

Grusstien der fører ud Mykines by mod det 560 m høje Knükur. Som den eneste fra gruppen gik jeg turen og kom ret så tæt på toppen mod den efter sigende storslåede udsigt, før jeg måtte haste ned-af, for at undgå den fremrullende tåge. Heldigvis havde jeg fået nogle gode oplevelse ved en ternekoloni under angreb af tre Kjover, og et heftigt forsvar af terneren. Også Storspove kom jeg helt tæt på på denne udflugt.

Se Mykines fugle, turen til Mykines Hölmur Lighthouse, og vores afrejse tilbage mod Torshavn ved at følge nedenfor værende link

Musikken på siden er: