Deltaets Fugle - Isfugl - Stenpikker - Klyder - Ellekrager - Spurvefugle

Deltaets fugleliv er helt unikt

Deltaet er beboet af mere end 1.200 forskellige plantearter, 320 fuglearter samt 45 arter af ferskvandsfisk i sine utallige søer og moser. Donau Deltaet er blevet opført i UNESCOs liste over Verdens Naturarv samt biosfære-reservater. Omkring 2.733 km² af deltaet er strengt beskyttet. Dette er området, som millioner af fugle fra forskellige områder af kloden (Europa, Asien, Afrika og Middelhavsområdet) årligt anvender til redeplads. 

Her er billederne af de mange fugle jeg mødte på min tur

Vi starter med gruppen af “Skrigfugle”, er en ganske stor gruppe, hvoraf de fleste lever i tropiske egne. I deltaet mødte jeg fire arter af skrigefugle Isfugl, Biæder, Ellekrage og Hærfuglen.

I Danmark findes to arter af de ægte skrigefugle – nemlig Isfugl og Biæder. Men også Hærfuglen findes af og til i Danmark, men den henhører til en undergruppe af skrigefugle, og altså ikke til gruppen af ægte skrigefugle. Kun enkelte gange er en Ellekrage observeret her i landet.

Isfuglen

I en af de mindre side-floder vi kom igennem, var der MASSER af Isfugle. De krydsede sutanseligt floden – et flot syn.

Hvis vi havde ligget stille og betraktet dem, kunne jeg ha fået de mest utrolige billeder af dem. Men det var der desværre ikke tale om. Skulle jeg komme til deltaet igen (og det er slet ikke umulig, vil det blive på en tur arrangeret af mig selv). Så her måtte jeg nøjes med de billeder, jeg kunne nå at få mens båden langsomt gled forbi.

Isfuglen hører til gruppen af “Skrigfugle”, som er en ganske stor gruppe, hvoraf de fleste lever i tropiske egne. I Danmark findes to arter af de ægte skrigefugle – nemlig Isfugl og Biæder. Men også Hærfuglen findes af og til i Danmark, men den henhører til en undergruppe af skrigefugle, og altså ikke til gruppen af ægte skrigefugle. 

Den er sky en lille kompagtfugl, som på trods af sit orangerøde bryst og den nærmest selvlysende isblå overside, flader fantastisk ind i de omgivelser hvor den lever. Da den samtidig er meget stillesiddende, er den nem at overse, selv når man bevist spejder efter den. Og ser man den, så suser den med det samme som en lille blålig stribe væk – hen over vandet.

Mange gange så vi Biæderen som et blåligt lyn fare frem og tilbage over floden

Biæderen

Biæderen, som er den anden af de Danske to ægte  “skrigefugle” er i modsætning til Isfuglen, en slank og elegant fugl med en eksotisk farvepragt i blå¨-grøn metalglans med rustfarve og gult.  Den er en elegant og hurtig flyver, som excellere i at fange sin føde under de lange flade buer, med lejlighedsvise lange glid, som den udfører under sin flyvning.

Den graver den sine huler i stejle jord-vægge, men ses udelukkende i Danmark som en fåtallig og sjælden ynglefugl i Nord- og Vestjylland.

Ofte ser man, at andre fugle overtager Biæderens huler, idet jeg har set både stær og tårnfalk som ar flyttet ind i dem.

Ellekragen

Ellekragen hører til de farvestrålende skrigefugle, og den kan med sin kastanje-brune ryg, de sorte svingfjer og øvrige blå og grønne (nærmest smaragd-grønne farve) ikke forveksles med nogen anden europæisk  fugleart.

Ellekragen yngler i Europa og østpå til et stykke ind i Centralasien samt i Nordvestafrika.  I Europa yngler den i mindre tal i Sydeuropa. I Østeuropa og det østlige middelhavsområde, især Tyrkiet, Rusland og Rumænien har en del ynglende Ellekrager.

Hærfuglen

Hærfuglen er som andre skrigefugle en meget iøjnefaldende fugl. Den er ikke længere end en solsort, men den virker imponerende, ikke mindst når den rejser sin fjerprydelse på hovedet ved landing eller ved uro.

Hærfuglen er udbredt i store dele af Europa og i et bredt bælte gennem Asien, østpå til Stillehavet. I Europa er den på retur i Nordvesteuropa. Den mangler i Storbritannien og Skandinavien, er forsvundet fra Holland og Belgien og fåtallig i Tyskland. I Danmark er der kun rapporteret om ganske få sikre ynglefund i det 20. århundrede, alle i Vestjylland.

Kønnene er på det nærmeste ens, men hannen har rosa anstrøg på hovedsider, bryst og flanker. Visse hunner kan kendes på hvide fjer på struben og en mere brun tone på brystet.

 I 1800-tallet var Hærfuglen en regelmæssig ynglefugl her i landet, men efter 1876 har den kun ynglet nogle ganske få gange, helt op til vore dage. I de senere år har den med sikkerhed ynglet i 1995, hvor et par fik fire unger på vingerne på en lokalitet i Jylland. Der var mistanke om yngel i 1993 i DK, men ellers skal vi tilbage til 1977 for at have et sikkert ynglefund – iflg DOF.

I de seneste år er der i gennemsnit set 15-20 Hærfugle årligt her i landet. I Sverige yngler der fra 2 til 7 par årligt.

Desværre kom vi ikke så tæt på Hærfuglen, at jeg kunne få de rigtig gode billeder. Men da det er den tredje og sidste, af de skrigefugle vi har i Danmark, syntes jeg, at den må med på trods af billedkvaliteten.

Fjordternen

Fjordternen findes i det meste af Asien, i den nordlige del af Nordamerika og i det meste af Europa. Den danske bestand af ynglende fjordterner udgør omkring 1000 par, med de største kolonier i Vestjylland, bl.a. ved Vadehavet og Nissum Fjord, men også på det centrale Sjælland og i Roskilde Fjord kan man se den. Den trives ved uforstyrrede, lavvandede kyster og på småøer, samt ved indsøer og moser. Om vinteren trækker den til Afrika.

Fjordternen er ligesom den beslægtede havterne en elegant flyver, der ses styrtdykke ved havet og i søer og moser på jagt efter fisk. Fjordternen forveksles meget nemt med Havternen, men er dog lidt mere bredvinget, mere korthalet og flyver med lidt raskere, mere gennemførte vingeslag. Næbbet er rødorange med sort spids, hvor havternen har blodrødt næb uden sort spids (i fuld yngledragt). Når de 2 arter står til direkte sammenligning kan man se, at fjordternen er kraftigere og har længere ben med tydeligt synlige knæ, og halen når kun til vingespidserne.

Fjordterne yngler kolonivis eller i enkeltpar, oftest ved lavvandede, beskyttede kyster, gerne på ubeboede småøer. Uden for yngletiden kan den ses overalt langs vores kyster.

I Danmark er fjordternen gået noget tilbage, men præcist hvor meget ved man ikke, da arten i vid udstrækning er blevet forvekslet med havternen.

Der findes omkring 1000 par i Danmark, spredt i småkolonier over hele landet.

Fuglene ankommer til Danmark fra midt i april til midt i maj. Fugle på vej længere nord- og østover ses maj måned ud. Efterårstræk af vore ynglefugle samt trækgæster forekommer midt i juli – først i oktober

I Danmark

I Danmark er fjordternen gået noget tilbage, men præcist hvor meget ved man ikke, da arten i vid udstrækning er blevet forvekslet med havternen.

Der findes omkring 1000 par i Danmark, spredt i småkolonier over hele landet.

Fuglene ankommer til Danmark fra midt i april til midt i maj. Fugle på vej længere nord- og østover ses maj måned ud. Efterårstræk af vore ynglefugle samt trækgæster forekommer midt i juli – først i oktober

Måger

Måger har jeg det lidt svært med, men her et par billeder  som jeg pt ikke skal komme meget ind på at artbestemme. Dog lige bortset fra de sidste billeder, som er af Dværgmågen, og lige her overfor, som er Sølvmågen.

Sølvmåge
Dværgmåge
Dværgmåge

Braksvalen

Barksvalen er som navnet antyder ikke en svale, men nærmere en vadefugl – eller helt konkret en underorden af vadefuglene.

Rødvinget Braksvale yngler i de varmere dele af Europa , det sydvestlige Asien og i  Afrika .

I sommerdragt har den voksne fugl en tydeligt rød næbrod og en lyst gulhvid hagesmæk som afgrænses af en tydelig sort streg. Om vinteren mangler det røde på det mørke næb og ligeså den sorte streg omkring hagesmækken. Ungfuglen er kraftigt moireret og ser mere gråt ud i farven. Den har også et bredt mørkere vattret brystbånd. Kønnene er lige.

Den er en uhyre sjælden gæst i Danmark,  men blev set den 21. og 22. maj 2008, og beskrives, som den mest sjældne fugl, som er set ved Bølling sø. Men den er dog også set ved Klydesøen på Amager den 3. juni 2012.

I perioden 2008 til 2017 skulle den kun være observeret på 4 lokaliteter i Danmark – altså en af vores meget sjældne gæster.

Spurvefuglene

Spurvefugles orden ( Passeriformes) er kæmpe stor , og omfattende 60% af verdens knap 10.000 fuglearter. Spurvefugle ordenen består således af ikke mindre end 6000 forskellige arter, og den opdeles gerne i to underordener – sangfugle og egentlige spurvefugle

Til spurvefugle-ordenen hører   eksempelvis sangere, kragefugle, lærker og svaler, og de varierer i størrelse fra 4-5 gram hos fuglekongen til omkring 1000 gram hos ravnen.

Sondringen mellem de to hovedgrupper er bl.a. begrundet i udformningen af stemme-organet, der er særlig komplekst og veludviklet hos sangfuglene.

Spurvefuglene findes på alle kontinenter, og hovedparten af arterne lever i skove og krat.

Efterfølgende arter “fra Stenpikkere til og med Kragefugle” henhører til Spurvefuglenes orden.

Drosselrørsangeren

Drosselrørsanger er en spurvefugl, der er udbredt i det meste Europa syd for Danmark, i Nordafrika og i store dele af Asien. Arten ligner med sine 19 centimeter en forvokset rørsanger, og har en tydelig øjenbrynsstribe.

Drosselrørsangeren således betydeligt større end rørsangeren og de øvrige hjemlige sangere, og er næsten på størrelse med en Sangdrossel.

I modsætning til de fleste andre sangere danner drosselrørsangeren gerne mindre kolonier, idet flere reder kan hænge i tagrørene med få meters mellemrum. Der optræder flerkoneri hos drosselrørsangeren, da hannen ikke deltager i fodringen af ungerne i samme omfang som hos andre sangere, hvad der giver den mulighed for at etablere flere territorier og parre sig med flere hunner. Drosselrørsangerens sang minder om rørsangerens med gentagne, hæse toner, der er mere gennemtrængende end rørsangerens.

Den ankommer fra tropisk Afrika i maj-juni og trækker tilbage i august-september, hvor den overvintrer i tropisk Afrika syd for Sahara.

Forekomsterne herhjemme er spredt fra moser i Sønderjylland til Nordjylland, på Fyn, Lolland og Bornholm. Det er vanskeligt at afgøre, om stationære par med syngende hanner reelt yngler, eller om der blot er tale om strejffugle. Antallet af mulige ynglelokaliteter er svingende, men det formodes, at der yngler i størrelsesordnen 5-14 par herhjemme om året.

Drosselrørsangeren ses ofte siddende højt når den synger ud over sit revir, hvor den kan huse op til flere hunner.

Stenpikkere er en slægt af mindre spurvefugle, der er udbredt med cirka 28 arter i Afrika og Eurasien.

De lever af insekter i åbent, tørt terræn. Nordlige bestande er udprægede trækfugle

I Danmark er den en ikke særlig talrig ynglefugl og en almindelig trækgæst. Stenpikkeren kræver åbent, stenet terræn, som den her i landet bl.a. kan finde ved kyster, i grusgrave og opfyldningsområder og visse steder ved stendiger i agerlandet.

Den mest “almindelig” set på vores bredegrader er Oenanthe Oenanthe, men flere andre stenpikkerarter forekommer som sjældne gæster: isabellastenpikker (O. isabellina – Lilleasien, Kaukasus, Centralasien), nonnestenpikker (O. pleschanka – Sydrusland og store dele af Asien), middelhavsstenpikker (O. hispanica – Sydeuropa) og ørkenstenpikker ( O. deserti – Nordafrika, 

Mange arter ligner hinanden meget, så artsbestemmelsen kan være vanskelig. Men her ses to – nemlig den forholdsvis “almindelige” Oenanthe Oenanthe og mere sjældne Isabella Stenpikker (O. isabella).

Stenpikker (Oenanthe Oenanthe)

Stenpikkeren er en lille drossel på størrelse med en spurv. Den ses ofte siddendeopret stilling på en sten eller hegnspæl i det åbne land. 

Stenpikker Oenanthe Oenanthe - han
Stenpikker Oenanthe Oenanthe - hun

Isabella Stenpikker

Isabellastenpikkeren er yderst sjælden på vores bredegrader, og i literaturen finder man ikke mange ord om denne variant.

Den er kun berettet set tre gange i Danmark, bl.a. i Gilleleje i oktober 2014,  så det er lidt af en sensation, når det sker.

Vi kom desværre ikke tæt på denne fugl, men dens sjældenhed berettiger dens tilstedeværelse her.

Sorthovedet Gul Vipstjert

Vipstjerten er en spurvefugl i familien Pibere og Vipstjerter. Den forekommer på fugtige enge i næsten hele Europa og i dele af Nordafrika samt mod øst langt ind i Asien, hvor den erstattes af arten alaskavipstjert.

Sorthovedet gul Vipstjert er ikke en selvstændig art, men en underart af Gul Vipstjert.

 

 

Gul Vipstjert

Gul vipstjert er som de øvrige vipstjerter karakteriseret ved sin lange hale, der har givet fuglene navn. Der forekommer en del racer, der har et ret forskelligt udseende. Fælles for dem er hannernes kraftigt gule underside og olivengrønne ryg, mens hunnernes underside er lysere gul.

Hannernes hovedtegning er forskellig for de forskellige racer.


Gul vipstjert yngler i størstedelen af Europa, Rusland og Tyrkiet, det nordlige og centrale Asien og Alaska.

I Danmark yngler den især på enge med lav græsvegetation, hovedsageligt langs kysterne og ved fjorde med strandenge. Indlands kan den yngle i moser. Den forekommer i størst antal ved Vejlerne og Tipperne i Jylland og på kystlokaliteter omkring København og langs Køge Bugt, f.eks. på Avedøre Holme og Ølsemagle Revle. De danske ynglefugle tilhører stort set alle racen almindelig gul vipstjert.

Pungmejsen

Pungmejsens reder er tremmelig unikke (se billedet), idet de er bygget som en ”gammeldags snørepung” og, er en frit hængende rede ophængt i de yderste kviste.

Pungmejse som slet ikke er en mejse (har fået sit navn efter dens ”pung-formede rede”), er en lille spurvefugl, der er udbredt i Central- og Østeuropa og videre mod øst til Kina. Den lever i krat, mose  og rørskov omkring søer, hvor man kan finde dens pungformede rede ophængt i de yderste pile- eller birkekviste i gerne over åbent vand.

Reden er ganske speciel, og er vor naturs smukkeste og artskarakteristiske rede, lignende findes ganske enkelt ikke i den danske natur. Den væves af frøuld fra pil, dunhammer og sammensættes af hår og plantefibre.
Pungmejsen er en smule mindre end blåmejsen. Hovedet er gråt, og den har en karakteristisk sort ansigtsmaske, der går fra over næbbet til et godt stykke bag øjnene. Den er bredere hos hannen end hos hunnen og mangler helt hos ungfuglene.

Nye analyser af fuglenes DNA har vist, at mejserne bør inddeles i flere små slægter.

Eksempelvis hører ” Pungmejser, Halemejser og Skægmejser” ikke mere til mejsefamilien.

Pungmejser har det som art ikke så godt i den Danske natur, den er fåtallig, og dens antal svinger fra ganske få til næsten ingen år fra år til år.

Pungmejsen yngler spredt i Europa, østpå gennem Rusland og Asien til Kina. I Europa forekommer den fortrinsvis i Syd- Sydøst og Østeuropa, men intet steds særligt talrigt. I Danmark er pungmejsen en sjælden ynglefugl, der fortrinsvis optræder i Nordøstsjælland og Østjylland. Blandt andet er vores bestand af Pungmejser i Porcemosen ved Risby på det nærmeste helt forsvundet. Ærgerligt, at miste denne lille karakteristiske fugl.

Værlinger

Værlinger er en artsrig familie af spurvefugle med et trekantet spids næb, som er 100% designet til frøknusning, hovedsaligt af græs- og urtefrø.

De fleste hanner har karakteristiske fjerdragt i yngletiden, men her ud over, er kønnene ensfarvede.

I det efterfølgende ses fire arter, Hortulan, Bomlærke, Kalenderlærke og Toplærke.

Hortulan

Hortulanen er på størrelse med en gulspurv, og del af værlingefamilien, som består af trækfugle, der tilbagelægger næsten 7000 kilometer for at tilbringe sommeren i Mauritanien, Mali eller Guinea.

Den forekommer kun fåtalligt herhjemme på trækket, hyppigst om foråret. Det er formentlig primært norske og svenske individer, der gæster os. Både på forårs- og efterårstrækket er der flest observationer i Østdanmark. Men Christiansø og Hesselø er gode lokaliteter for arten.

Største antal fugle observeret på én dag er ca. 100 på Hesselø på efterårstrækket. I Vestdanmark registreres flest på forårstrækket i Skagen, mens Sønderho på Fanø tegner sig for det største efterårstal

Den europæiske del af bestanden har været udsat for en markant tilbagegang i anden halvdel af det 20. århundrede, specielt i perioden fra 1970 til 1990, hvorefter situationen er delvis stabiliseret. En meget store tyrkiske bestand har været stabil i perioden.

En betydelig medvirkende faktor til tilbagegangen kan være en omfattende jagt i Sydeuropa. I Landes i Sydvestfrankrig, der er et vigtigt rasteområde for arten, er der i strid med EU’s fuglebeskyttelsesdirektiv årligt blevet fanget omkring 50.000 fugle til konsum.

Opskriften på Hortulan er en kedelig læsning,  udpræget ækel og dyreplageri – UHF 🙁

“Hortulanen byder på det bedste slags fedt, man kan få. Det er en bulimisk fugl, som man placerer i et 20 centimeter højt bur i mørke og med ubegrænset adgang til mad og drikke i 18 til 24 dage”. Lyder starten på opskriften.

Traditionen er, at man spiser fuglen sammen med nogle venner og en god flaske vin, med en serviet over hovedet. Formålet med at tage en serviet over hovedet er, at røgen fra den dampende fugl skal indfanges. Hortulanen skal serveres sydende varm – nogle mener den “synger” – og døses med en smule Armagnac.

Man putter hele fuglen i munden og suger på den. Den er varm, så man skærer ansigter, og så lader man den smelte langsomt, mens fedtet løber ned over ens fingre. Man spiser alt, fra gump til hals, inklusive lever og indvolde. Det eneste der må være tilbage på tallerknen, er fuglens hoved.

Ja ja – vi spiser fugle men men men. Vi skal ikke bringe en lille smuk fuglerace på udryddelsens rand, for at sniffe, sutte og få fingre, kinder og hage smurt ind i fedt, frembragt ved at holde fuglen i et lille mørkt bur i op til 24 dage – UFH

Traditionen er, at man spiser fuglen sammen med nogle venner og en god flaske vin – med en serviet over hovedet. Formålet med at tage en serviet over hovedet er, at røgen fra den dampende fugl skal indfanges. Hortulanen skal serveres sydende varm – nogle mener den “synger” – og døses med en smule Armagnac.

Man putter hele fuglen i munden og suger på den. Den er varm, så man skærer ansigter, og så lader man den smelte langsomt, mens fedtet løber ned over ens fingre. Man spiser alt, fra gump til hals, inklusive lever og indvolde. Det eneste der må være tilbage på tallerknen, er fuglens hoved.

Ja ja – vi spiser fugle men men men. Vi skal ikke bringe en lille smuk fuglerace på udryddelsens rand, for at sniffe, sutte og få fingre, kinder og hage smurt ind i fedt, frembragt ved at holde fuglen i et lille mørkt bur i op til 24 dage – UFH AFSKYELIGT

Hourtulanen har en sød lille porøs trillende/fløjtende sangstemme

Lærker

Lærker er en gruppe der henhører under “Værlinger”, og er en familie af spurvefugle, der ofte lever i det åbne land og har en brunlig camouflagefarvet fjerdragt. Familien omfatter omkring 98 arter fordelt på cirka 21 slægter. De er især udbredt i den gamle verdens troper.

Lærker er knyttet til åbne landskaber; nogle arter synger fra sangposter i træer eller buske, andre synger flyvende. 

Her under tre arter fra Donau deltaet.

 

Bomlærken

Bomlærken, også kaldet kornværling, er en stor værling, der yngler i store dele af Europa samt dele af Asien og det nordvestlige Afrika. Fuglen kan i udseende minde om en lærke, men næbbet er kraftigere og halen er uden hvidt.

Den er en almindelig ynglefugl i Danmark, som ligger på nord-grænsen af artens udbredelsesområde.

Braklægning har været godt for bomlærken. Fra 1976 til 1993 blev den danske bestand af bomlærker mere end halveret. fra 2005 har kornlandets buttede værling været i fremgang i modsætning til størsteparten af de øvrige fugle i agerlandet, oplyser Dansk Ornitologisk Forening.

Arten overvintre, hvor de samles i flokke , som strejfer rundt i landet.

Fåtallig øst for Storebælt, men almindelig i Vest- og Nordjylland.

Kalenderlærke - Østlig

Flere end 200 feltornitologer besøgte tirsdag 3. januar 2006 fra morgenstunden Staunings Ø ved Ølsemagle Revle i Køge Bugt for at opleve en østlig kalanderlærke. Den sjældne lærke er kun konstateret i Vesteuropa knap en snes gange, oplyser Dansk Ornitologisk Forening.

Kalanderlærken er en smule større end vores almindelige sanglærke. Den har et stort trekantet næb, der er gult på undersiden, og så er den karakteristisk med sine sorte brystpletter og en bred, hvid øjenbrynsstribe, som er med til at give den et lidt bistert udtryk.

I Europa beregnes den ynglende bestand til mellem en million og 2,2 millioner par. Europa står for 5-24% af verdensudbredelsen, som har elstrapoleret giver vældigt foreløbigt værdsat en verdenspopulation på mellem 12,5 og 132 millioner individer. Der findes ingen tegn på at populationen mindsker eller beviser på nogen substantielle trusler mod arten – og nu har den 

Toplærken

Umiddelbart ligner toplærken den almindelige sanglærke, men er der alligevel klare forskelle i fuglenes farver, idet Toplærken er mere grålig end Sanglærken –  også sangen adskiller sig fra hinanden. Men først og fremmest kan man kende Toplærken på, at den har en betydelig større top end Sanglærken. Og endelig er den en lille smule større end sanglærken.

Danmark må betegnes som Toplærkens nordligste udbredelsesområde, den er yderst fåtallig og syng nok på sidste værds som ynglefugl her i landet, idet den nu kun ses som sådanne i Hirtshals. 

Der har været berettet om andre Toplærker fram til 2017, men ikke om ynglefugle så vidt jeg har kunne konstaterer.

 

Toplærke - Vadum Rumænien

 

MEN – Byernes lærke, den trinde toplærke med Tintin-frisuren, blev for få år siden dømt færdig som dansk ynglefugl. Men på nordvesthjørnet af Jylland holder 10 toplærker fortsat til.

Fuglene ynglede sidste sommer, og flere ungfugle er fulgt med ind i 2013 – Iflg DOF.

Jan Skriver udtaler til DOF:

Egentlig er toplærken en varmeelskende steppefugl, og Danmark udgør en forpost mod nord for arten.

Trods alle odds holder den tillidsfulde toplærke, der er standfugl, fortsat til i vinterkulden på et af sine klassiske danske ynglesteder, Hirtshals, hvor mindst 10 fugle er set de første uger af januar.
– Det er ærligt talt meget overraskende, at toplærken fortsat er hos os, for vi havde dømt den ude for cirka 10 år siden, siger ornitologen Anders Østerby, der i flere årtier har fulgt toplærken i havnebyen.
– For få år siden sad to enlige hanner og sang, det var alt, og vi troede dengang, at toplærken ville dø ud i Danmark. Men så må der på mirakuløs vis være kommet en hun eller to og tilført bestanden frisk blod, for nu ser det hele lidt lysere ud. I 2012 har der formentlig ynglet to par toplærker i byen, så hele 10 fugle heriblandt flere ungfugle er set på samme tid i januar. Det er formentlig flere årtier siden, at så mange toplærker er set på samme tid og sted her i landet, siger Anders Østerby.

Som art betragtet har toplærken dog ingen grund til at være vemodig, for den lider ingen nød i sit enorme udbredelsesområde fra Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika over Mellemøsten til Rusland, Korea og det nordlige Indien.

Drosselfugle

Drosselfuglene er en stor familie af små til mellemstore langbenede fugle med veludviklede og smukke stemmer. Slægten har cirka 79 arter, der findes udbredt over næsten hele verden. Droslerne hører til de næststørste spurvefugle og overgås i størrelse kun af kragefuglene.

I Danmark yngler fire arter regelmæssigt, der alle i større eller mindre grad er trækfugle. Danmarks almindeligste ynglefugl i drossel familien er solsorten.

På min tur i Donau Deltaet mødte jeg fire arter fra familien – Stenpikker, Isabella Stenpikker, Husrødstjert og Rødstjert

Rødstjert

Rødstjerten må betragtes som en af vore aller smukkeste fugle og er en almindelig ynglefugl i Danmark.

Den er en slægt af mindre spurvefugle, der næsten udelukkende er udbredt i Eurasien. De cirka 11 arter er kendetegnet ved at have rødligt farvede halefjer. I Danmark yngler rødstjert og husrødstjert.

Den ankommer fra vinterkvarter i Afrika fra medio april og begynder allerede at trække retur fra midt i august og de sidste forlader os senest i starten af oktober.

Husrødstjert

Husrødstjerten er en fugleart i familien fluesnappere, og er den mere elegante Rødstjerts sortsmuskede slægtning fra byen.

Den er i Danmark rykket ind i bymiljøerne i mangel på de klippeområder, hvor den lever i Sydeuropa, hvor dens biotop typiskt er klippe områderne.

Den bliver 14 cm lang. Den er her i landet en udpræget byfugl, men ikke særlig almindelig, idet der kun yngler omkring 1000 par her hos os.

Husrødstjerten er udbredt i store dele af Europa, men mangler i det nordligste Skandinavien og i den nordligste og vestligste del af De Britiske Øer. Den yngler endvidere i Tyrkiet og pletvis østpå i Asien til Kina. Da Danmark ligger på artens nordgrænse, er den herhjemme mest udbredt i den sydlige del af landet, specielt Sønderjylland

Kragefugle

Kragefuglene er den største gruppe i spurvefuglenes orden. Flere af dem er ret flotte mellemstore til stor fugle, men en del fravælges ofte som egentlige og interessante  fotomål, enten fordi de er så almindelige, eller fordi de ikke er særlig ”kønne” med deres store grove og absolut uharmoniske man effektive næb.

Husskaden som vi ser hoppe frækt om os, næsten uden at tage notits af vores tilstedeværelse, før vi ”næsten” træder på den – er jo en ganske flot fugl.

Men nogle af kragefuglene er dog ganske eftertragtede fotomål – nemlig ”Nøddekrigeren”(som heller ikke er så almindelig). Men også ”Skovskaden” er en fugl fotografen absolut ikke kan lede være med at ”skyde”, når lejligheden bydes.

Sjældnere ser man de øvrige kravefugle på fotografens hitliste. Men både Skovskaden, og Gråkraven samt Alliken er efter min mening værd at bringe i et fotoalbum. Og så lige ikke helt at forglemme ”kongen” af skadefuglene – den 60 cm. stor dyb-sorte Ravn, med et vingefang på hele 122 cm.

Her nogle billeder af Husskade, Gråkrage og Allike, som også findes i Donau Deltaet, de mest eftertragtede fotomål i familien, mødte vi desværre ikke.

Gråkrage
Gråkrage
Gråkrage
Gråkrage
Gråkrage
Husskade
Allike
Allike
Allike

Gråspætten

Spætterne udgør en familie på 200 arter.  I Danmark har vi vendehals, grønspætte, sortspætte, stor flagspætte, og lille flagspætte – men ikke Gråspætten.

Gråspætten kan dog nemt forveksles med den meget lignende Grønspætte. Den er en pæn stor fugl, og større end den af os her i landet mere kendte Stor Flagspætte.

Den findes ikke i Danmark, men yngler i Findland og Norge samt i Sverige og De Baltiske Lande, men dog i nedadgående antal.

Arten skulle være set fra Flagbakken, Skagen i den 20. september 2008, men observationen er aldrig blevet godkendt.

Her ses de første billeder af en han, som kendes på at den har lidt rødt på toppen af hovedet, og en hun, som ikke har rødfarvning.

Grønbenet Rørhøne

Grønbenet Rørhøne er hjemmehørende i gruppen af sumpfugle, som i Danmark er repræsenteret ved to underarter, nemlig vandhøns og traner.

Arten er udbredt over hele verden, bortset fra Australien. Den kan minde om blishønen, men har rød pande-blis og rødt næb med gul spids, hvor blishønens er hvid.

 Øjnene er røde. Den hvide skrå stribe på siden er karakteristisk. Det samme er de to hvide felter på undersiden af halen, som fuglen hele tiden vipper med. Nikker desuden hele tiden med hovedet, både når den svømmer og går.

Benene er lange og grønne, med meget lange tæer. Ingen svømmehud eller svømmelapper.

Det er en meget sky fugl, og lever derfor meget skjult.

Arten er udbredt over hele verden, bortset fra Australien. I Europa findes den overalt syd for os, men Danmark ligger tæt på dens nordlige udbredelsesgrænse, og der findes kun små isolerede bestande i Norge og Sverige.

Sorthalset Lappedykker

Den sorthalsede lappedykker er i sommerdragten en meget smuk variant af Lappedykker-familien, med rødbrun kropsside, dyb sorte ryg, hals og hoved, en gul-flammende øredusk og de røde øjne.

Det er den mest sociale af vore lappedykkere, og den yngler ofte i småkolonier, ligesom flere fugle kan ses jage sammen.

Rederne anlægges tit i hættemågekolonier, idet deres advarselsskrig yder god beskyttelse, når æggerøvere nærmer sig, så lappedykkerne kan nå at tildække deres æg med redemateriale. Men også Hættemågens aggressive adfærd over for indtrængere, yder også en ekstra god beskyttelse.

I sommerdragt er hoved og hals sorte og fra øjet ses gyldne fjer i en vifte bagud over kinden; kropssider rødbrune, ryg sort.

Vadefugle

Vadefuglene udgør en meget stor gruppe af små til mellemstore fugle med forholdsvis lange ben og næb, tilpasset et liv tæt knyttet til vend og sumpede områder. Længden på ben og næb varierer grupperne imellem, men er afgørende for, hvilke biotoper de foretrækker at søge føde i.

De lever af insekter, bløddyr, småkrebs samt småfisk. De ses typisk i store flokke langs kysterne forår og efterår, som er deres trækperioder.

Da fjerdragten skifter hen over året, kan det til tider være ganske vanskeligt, at få dem artsbestemt.

Vadefugle søger hovedsaligt deres føde ved kyster og andre vådområder, og de mange lavvandede kyster i Danmark giver gode livsbetingelser for vadefugle, hvorved de derfor ofte ses i store flokke, især om efteråret, når de er på vej mod syd fra deres yngleområder i bl.a. det nordlige Skandinavien.

De fleste vadefugle lægger kun 4 æg, og får kun det ene årlige kuld. Derfor er de meget sårbare overfor jagt.

Danmark ligger på en af hovedtrækruterne for nordiske og arktiske vadefugle, hvorved de kan ses ved vores kyster næsten året igennem.

I Danmark inddeles vadefuglene i tre grupper, som  indeholder:

  • Brokfugle: præstekraver, hjejler og vibe.
  • Sneppefugle: ryler, kærløber, brushøns, bekkasiner, kobbersnepper, spover og skovsneppe.
  • Klirer: sort-klire, hvid-klire, dam-klire, mudder-klire, svale-klire og rødben.

Grundet fredning og indføring af jagttider er mange vadefuglearter gået frem siden begyndelsen af 1900-tallet, og siden 2004 har der i Danmark kun været jagttid på dobbeltbekkasin og skovsneppe. Men her i 2017 er jagt- og fredningsloven under genforhandling, og her presser jægerstanden hårdt på, for at fredningen af disse to arter bliver fjernet.

Brushøns

Brushanen er en af de mest spektakulære danske ynglefugle. Hannen er vild flot i sin yngledragten med sin prangende fjerkrave og fjertoppe i forskellige farver og sit gule, vortede ansigt. Jeg har desværre ikke været så heldig, at komme på nært hold af en !dansende” han i fold yngledragt.

Brushanen har et fascinerende parringsspil, som år efter år foregår på faste dansepladser, hvor hannen bejler til hunnens gunst ved at opføre en tavs og instuderet ”krigsdans” omkring hende, med hop, frontalangreb afbrudt af små stopdanse, hvor den pludselig stivner i en udstrakt og knejsende figur.

Allike

Klyden

Klyder er egentlig et fællesnavn for fire vadefuglearter, som sammen med stylteløberne udgør familien ”Recurvirostridae”.

Klyderne er mellemstore (40-50 cm), langbenede fugle med tyndt opadbuet næb. Farverne er for to af arten  er ren hvidt og sort, og de to andre arter fra gruppen har også rødbrune partier.

Den karakteristiske fødesøgningsteknik på lavt vand er ved med næbet, at stryge bunden med jævne fejende sidelæns bevægelser. Føden består af små krebsdyr, larver af dansemyg og andre smådyr. Parrene yngler i løse kolonier ved lave kyster eller i ferske eller salte vådområder inde i landet. Der lægges 3-4 æg, som ruges af begge forældre.

I modsætning til de fleste andre vadefugle, kan man se klyderne svømme på vandet, og ved nærmere eftersyn kan der ses, at den har svømmehud mellem tæerne.

Den i Danmark forekommende art betegnes blot som “Klyde” (Recurvirostra avosetta) er udbredt i Vesteuropa og desuden i indlandet fra Ungarn til Kina samt i dele af Afrika.

Den ankommer til Danmark i marts fra overvintringsområder i Sydvesteuropa, især Frankrig, og trækker bort i september, og æglægningen finder sted i slutningen af april.

 

Klækningen af ungerne sker i midten af maj, og lige umiddelbart efter går forældrene med deres unger ud på vaden, hvor de æder vandinsekter og orme.

I løbet af juli, august og september ses klyderne samlet i store, fælles territorier, hvor de fælder dragten. I løbet af september og i starten af oktober begynder efterårstrækket.

Stylteløber

Stylteløbere er fællesnavn for mindst to arter af vadefugle, som sammen med klyder udgør familien Recurvirostridae.

Stylteløberen er en vadefugl, som ikke kan forveksles med andre pga. sine meget lange, lyserøde ben, der virker ude af proportion med den ret lille krop. Det mørke næb er langt og tyndt. Vingerne er sorte både på over- og undersiden, mens resten af kroppen er hvid. De lange ben bevirker, at stylteløberen kan søge føde på dybere vand end andre vadefugle.

Den europæiske bestand af Stylteløbere er ikke ret stor. Langt de fleste af disse fugle yngler i det sydlige og sydøstlige Europa. Den største bestand er den spanske, der ved årtusindskiftet bestod af ca. 15.000 par.

Stylteløberen er registreret mere end 30 gange i Danmark, og der er gjort tre ynglefund herhjemme, henholdsvis i 1994 på Tipperne og i 2005 i Vejlerne, begge uden succes. Men det tredje forsøg i 2014 på Sjælland, lykkedes det at få to unger på vingerne.

De europæiske stylteløbere overvintrer i vådområder i Afrika syd for Sahara, men der er også nogle, der bliver på den sydligste del af Den Iberiske Halvø om vinteren.

Stork

Storkefugle er en orden af fugle, der i dag kun omfatter en enkelt familie – storke.

Principperne bag klassifikationen af opfattelse af netop denne orden varierer dog kraftigt i de forskellige kategorisering-systemer, og en lang række senere og tidligere systemer har derfor en anden opdeling.

 Man kan derfor også komme ud for, at Storkefugle gruppen omfatter fuglegrupperne pingviner, lommer, lappedykkere, årefodede, rovfugle og måge-vadefugle med flere, og placeringen i kategoriserings hierarkiet kan variere. 

Lidt uheldigt, men kendskab til DNA studier har ændret på mangt og meget inden for arts opdelinger i dyreverdenen.

Ordenen af storkefugle har omfattet forskellige fuglegrupper gennem tiden. Eksempelvis så den ifølge nogles opfattelse sådan ud omkring 1980.

På baggrund af DNA-studier af fuglene blev gruppen stærkt ændret i løbet af 1990’erne.

Gyldendals leksikon ”Den Store Danske” nævner stadig storkefuglene til at indeholde:

storkefugle, Ciconiiformes, fugleorden omfattende hejrerhammerfuglstorketræskonæb samt ibiser og skestorke.

Hvidøjet And fra slægten Aythya.

Den Hvidøjede Ana er en meget sjælden gæst her i landet. Der er registreret omkring 60 fund (af ca 65 individer) af arten i Danmark fra 1865 og til 15. maj 2012, hovedsagelig fra forår og sommer i den sydlige del af landet. Forekomster efter 1012 har ikke kunne findes.

I Danmark ses den Hvidøjede And sjældent. 

Den yngler ved søer, damme og enge med rørskove og frodig bredvegation i Østeuropa og Asien. Altså i samme biotop som Taffelanden, men forekommer gerne i mindre flokke end og er normalt mere sky.  

Aythya er en slægt af fugle i familien af egentlige andefugle med 12 arter, der hovedsageligt er udbredt i Nordamerika og Eurasien.

De 12 arter i slægten (Wikipedia):

Den Hvide Ands farver falder meget ind i dens biotop
Den Hvide Ands farver falder meget ind i dens biotop
Den Hvide Ands farver falder meget ind i dens biotop

Knopsvanen

Svanen er en meget stor og meget majestætisk andefugl  – at den er en andefugl er de fleste nok ikke klar over 🙂 

Svaner henhører således til en gruppe af egentlige andefugle (slægterne Cygnus og Coscoroba) og udgør sammen med gæs underfamilien svaner og gæs.

Svaner har fået stor symbolværdi, idet Knopsvanen er udnævnt til Danmarks nationalfugl, og de bruges som symbol for de nordiske lande, ligesom de har lagt navn til Miljømærket Svanen.

Efter næsten at være blevet udryddet i 1920’erne som følge af jagt (der ynglede kun 3-4 par i landet i midten af 20’erne!) er arten heldigvis gået meget frem siden, og ses nu næsten overalt, hvor der er en sø af en passende størrelse. 

 

Knopsvanen har en pletvis global udbredelse, idet den mange steder på kloden er indført som prydfugl, bl.a. i USA, Australien og New Zealand, men den primære og oprindelige udbredelse er Europa og det vestlige Asien.

Knopsvanen er én af de tre svaner som kan ses i Danmark – de to andre er Sangsvanen og Pibesvanen.

Hvor Knobsvanen kan ses hele året og yngler her, ses Pibesvanen efterhånden kun som en sjælden gæst – fordi ålegræs og havgræs forsvinder fra de Danske kyster. Sangsvanen kommer her regelmæssigt på gennemtræk, og er en af vores nyere ynglefugle, hvor ganske få ynglepar har etableret sig i Jylland.

Gøen

Gøgen er en fugl, der findes udbredt over næsten hele Europa og store dele af Asien. Den er meget almindelig i Danmark som ynglefugl i blandt andet moseområder og løvskove.

Kun én af verdens 136 gøgefugle yngler i Danmark.

Gøg

Gå videre til flere indlæg fra Donau Deltaet via nedenfor værende link

Efter en overnatning rykkede vi ind i deltaet for  tre dags sejlads

Ankomst til Tuleca ved Donau

Pelikan, Tophejre, Nathejre, Silkehejre, Sølvhejre, Skestork med flere

Rovfuglene: Havørn, Dværgørn, Aftenfalk, Ørnevåge, Vandrefalk med flere

Jeg kan absolut anbefale at opleve Deltaets fugleliv

Fakta om fuglene på siderne om Donau deltaet er skrevet efter inspiration og viden fra følgende:

Dansk Ornitologisk Forening (DOF):    http://www.dof.dk

Danmarks Fugle og natur:     https://www.fugleognatur.dk

Wikipedia:    https://da.wikipedia.org/wiki/Forside

Samt min uundværlige Fugle Feldthåndbog af Lars Gejl

Rovfrugle i Europa af Benny Génsbøl

Birds Of Southern Africa

Birds of Costa Rica

Birds of Sri Lanka

Samt fra de 6 DVD’er “The Birds of Britan & Europe” af Paul Doherty

Teksterne er ikke afskrifter, men en samlet viden og kendskab til fugle bibragt fra disse sider, bøger og videoer,  samt fra mine mange rejser og ture med fugle som tema. Skulle der derfor havde indsneget sig fejl eller mangler, er jeg meget interesseret i af få kendskab til disse.

Til interesserede nye fugleinteresserede som leder efter fugle lokaliteter kan jeg anbefale at læse:

Fugle Lokaliteter i Danmark af Leif Schack-Nielsen

Naturen Rundt Om Øresundaf Søren Skov

%d bloggers like this: