Skovenes konge - Brunbjørnen

Min tur til de brune bjørne - Slovenina Bears

I skovene ved og omkring Cerknica-søen og byen Markovec finder vi Sloveniens brune bjørne.

Mit første betydende møde med bjørnene blev denne flotte unge han, som meget villigt posserede et par timer i hele to dage

Brun Bjørn - En dag i skjulet

Sidder i skjulet og ser ud over et smuk senarie, en skovlysning med en klippefyldt bakke helt omgiver af tæt urskovs-agtig vegetation og store træer

Vi har ikke tidligere været samme sted to gange, men det er anden gang vi besøger dette skjul (heldigvis mit foretrukne). Ved siden af mig sidder Birthe lige så spændt og krumrygget over kameraerne som jeg, og omkring os i andre skjul, sidder resten af den gruppe, som blev dannet for 6 år siden – efter en fugle-foto-tur til Mykines.

Vi sidder højt, et par meter over jorden, en hønsestige har ledt os op til vor vagt.

Udenfor poserer en ung han på ca 4 år med mange imponerende opstillinger – han er en flot fyr; han ser så sej ud. Han er rolig og velafbalanceret, vi har set ham før. Men denne gang virker ham roligere og ænser ikke, at han betragtes fra flere ”skjul”. Han kom uden at spejde eller se sig for (ganske modsat sidst), brasende ind fra den tætte bevoksning, og går nu rundt på den klippefyldte højderyg.

Hans ageren er meget anderledes end sidst, jeg så ham. Hvor han meget forsigtigt stak sit hoved frem for at sundere terrænet – først sås kun hans strittende små runde ører over et klippestykke, så hans vejrende snude, først der efter kom hans ”sjove” runde hoved med de ganske små tætsiddende øjne. Efter at havde overvejet situationen en tid, snuset godt og grundigt til os, nærmest “smagt” på os med sine dirrende læber, trådte han ind på scenen – ung, stor og forfærdelig FLOT (men meget nervøs).

Det var en helt anden psyke han nu fremviste, ingen forsigtighed, ingen vejren, ingen vagtsom skæven til de tre små højt placerede skjul – han drog bare ind og tog området i besiddelse – måske genkendte han vor “lugt” fra et par dage før ! og var klar over, at vi ikke var “farlige”.

Taknemmelig tog vi i en tid, en stribe billeder af ham. Men pludselig stivnede han, stak snuden i vejret, snusede, læberne begyndte en karakteristisk bølgen – han nærmest ”smagte” på luften. Han stod fuldstændig stiv, kun læberne vibrerede, hans intensitet var enorm.

SÅ - ”SPRANG FJEDEREN”,

i ét stort hop snurrede han sine 3-400 kg store krop både rundt og frem, i en og samme bevægelse. Fantastisk at se ham sætte gang i de mange kilo, flyve let og elegant gennem luften, lande så let som en fjer, blødt nærmest smidig som en panter, midt mellem mange både små og større klippestykker, og inden øjet kunne nå at opfange ret meget mere – var han væk. Fuldstændig lydløst, med bevægelser så lette og graciøse, som når en WM is-danser er aller bedst.

Hviskende kommunikerede vi, om hvad der dog kunne skræmme ham så voldsomt!!!

Et skjul. Nogle gange er de anbragt på jorden, andre gange på pæle

Vi spejdede intense i den retning han havde observeret, og pludselig kom forklaringen – en kæmpe af en hun-bjørn, kom ud fra urskoven. Hun var stor, den største vi så på turen. Hun trådte roligt frem på valen, så sig kun kort og hurtigt omkring, og gik frem – hun ejede stedet. MEN – bag hende kom to HELT NYE BABY BJØRNE. De må ha været sprit-nye, kun omkring de 4 – 5 måneder. Et særsyn, som vi kort før havde ønsket os, som sidste oplevelse på vor tur – og det fik vi.

Nu forstod vi bedre, hvorfor han forsvandt så hurtigt han skulle ikke ha noget klinket med den “grand-voksne dame”.

Men vi tænkte nu alligevel over det faktum, at en hunbjørns møde med en voksen han, nemt kan ende katastrofalt for ungerne – så hvorfor var det ham der forsvandt som et lyn !!!

Senere fik vi forklaringen, som var; at han skulle være barn af den pågældende hun fra hendes forrige kuld. Så med sin unge alder havde han utvivlsomt stadig stor respekt for den grandvoksne dame, og huskede ganske sikkert stadig hendes moderlige irettesættelser .