Det var både spændende og rigtig interessant, at være helt tæt på en ulveflok.

Langedrag er en naturpark, hvor især ulve-området er ganske stort. Der lever et ulvekobbel, som lever et liv næsten som naturens frie ulve.

De har et kæmpe stort område helt som deres eget, og de fodres på en måde, så der hele tiden er kamp om made, som over en lille periode kastes i pænt store stykker ind i området. Herved opstår der drabelige skænderier, om hvem der skal have hvilken luns. 

Dette er med til at gøre, at ulve-flokken ikke kommer til at virke som tamdyr, idet den konstante kamp om maden, konstant styrker, vedligeholder og udbygger gruppens hierarki.

Dette og det, at ulvene lever på et så stort område, at de ofte forsvinder og færdes alene, uden kontakt til parkens besøgende gør, at de ikke bliver helt så domistiserede, som dyr i fangenskab normalt bliver.

Vi skulle nu ind til dem, og vores guide instruerede os grundigt før vi gik ind, beskeden lød – ingen hurtige bevægelser, og altid front imod ulvene, og når jeg siger at vi går, så går vi alle samlet.

Ulven er et nysgerrigt dyr, og vi blev orienteret om, at når vi nu havde siddet der lidt, så ville flokken sende en spejder ud, for at se hvad det var for en størrelse, der var kommet ind på deres revir. Og ganske rigtigt, efter nogen tid, så vi pludseligt et ulve-hoved, der stak lidt ud af nogle buske, og betragte os. Det forsvandt lige så hurtigt igen, men kun for at komme frem et andet sted. Denne skiftende betragtning forsat lidt, og så var den væk igen. 

Vi fik nu fortalt, at den vendte tilbage til flokken, for at aflægge rapport, og da vi ikke havde virket farlige, kunne vi forvente, at resten af flokken ville dukke op, og først fra afstand forsigtigt ville se os an.

Det passede, efter et stykke tid viste to sig lige foran os, og vi kunne skimte og ane andre på siderne af os – spændende – vi var blevet omringet, og vores opmærksom skulle henledes til de to, der synligt stillede sig op foran os.

Da vi viste, at det ikke var en totalt vild flok ulve, og at vi en times-tid før vi gik ind, havde set dem blive fodret, var vi rimelig rolige, og tænkte “JUHU” vi kan få nogle rigtig gode billeer af ulve helt tæt på.

Sådanne tanker kan eleminere nervøsitet og betænkelighed hos enhver naturfotograf 🙂

Vi fik gode billeder – helt tæt på, og på et tidspunkt lå jeg på maven lige foran gruppens fører, for at få den rigtige vinkel lidt nedefra og op, eller lige i øjenhøjde, som giver et godt perspektiv, og bringer mig i en vinkel der giver en ulv, der ser dominerende ud, og kan se direkte ind i kameraet.

Da vi skulle gå, opdagede jeg pludselig, at jeg ikke var kommet med gruppen, men befandt mig lidt alene med de store”hunde”, stadig med finegern presset mod kameraets udløser-knap. Jeg blev betænkelig, og skyndte mig langsomt, men stadig med ansigtet vendt imod den – tilbage til resten af gruppen.

En anderledes oplevelse – her ses de resulterende billeder.