Norge - besøg hos Wenche

Blandt Ulve og Los

Wenches sted

September 2015 drog Birthe og jeg mod Norge, hvor vi sammen med resten af “Færø-gruppen (lunderne)”, skulle på 3-dages besøg hos Wenche i hendes hytte på Høgevarde.

Høgevarde hytteområde ligger i 1400m højde i Flå kommune i Hallingdal, på et høyfjellsplatå ved fjelltoppen Høgevarde.

Vi trillede en tidlig morgen afsted fra København langs den svenske kyst mod vores første mål Fugleområdet ved Varberg, et område jeg med stor succes har besøgt flere gange tidligere. Det skulle dog vise sig, at lige netop den dag var der næsten ingen fugle at spotte 🙁

Vi forsatte mod dagens primære mål – Svinesund, hvor vi skulle ha en overnatning, inden vi kørte de resterende kilometre til Høgevarde. Vi skulle alle mødes med Wenche, som så skulle guide os den endelige vej til hendes hytte.

Normalt vil turen fra Oslo til Høgevarde tage omkring 2 timer, men lige netop denne dag var en lastvogn lastet med dynamit strandet i den tunnel vi skulle igennem, for at komme frem til mødestedet med resten af gruppen, så bilkøerne var meeeget lange, og udsigterne til en snarlig åbning var serdeles usikre.

Når den rette vej gennem et bjerg er spærret, så er det ikke bare sådan lige, at finde rundt omdet, og køre ret til det aftalte mødested, så gode råd var dyrer, og måtte komme hurtigt, for at vi ikke skulle blive alt for forsinkede.

Vi kunne ikke få fat i Wenche, men vi fik i stedet far i hendes søster Unni, som fik undersøgt hvilen vej vi så skulle, og efter flere opringninger og snak fik vi lagt en ny rute.

Den nye rute førte os ad små skovveje, langs overfyldte elve, og forbi og gennem steder, hvor vejen enten var oversvømmet eller delvis skyllet væk. Der havde været voldsomme regnvejr over den del af Norge hele sommeren, så mange bjerg- og skovveje var på det nærmeste skyllet væk og lukket for gennemkørsel. 

Vi fik en ekstre “lidt” spændende oplevelse, men nåede til sidst frem til det aftalte mødested, hvor vi erfarrede, at vi var de første, selv om vi var en del forsinkede. Resten af gruppen havde også været ude for pej-problemer ala oversvømmelse og lignende.

Efter samlingen kørte vi alle sikkert og roligt i kortege efter Wenche, og nåede trykt frem til handet sted 🙂 som kan ses til højre for denne tekst.

Vi startede “også” den første morgen lidt før  solopgang, for at få billeder af den op-gående sol og den første morgentåge. 

Lørdag gik turen til Langedrag Nature Park

Her skulle vi ikke bare se på Ulve og Los - nej vi skulle ind til dem

Især besøget hos ulvene var en oplevelse

Hos ulvene

Det var både spændende og rigtig interessant, at være helt tæt på en ulveflok.

Langedrag er en naturpark, hvor især ulve-området er ganske stort. Der lever et ulvekobbel, som lever et liv næsten som naturens frie ulve.

De har et kæmpe stort område helt som deres eget, og de fodres på en måde, så der hele tiden er kamp om made, som over en lille periode kastes i pænt store stykker ind i området. Herved opstår der drabelige skænderier, om hvem der skal have hvilken luns. 

Dette er med til at gøre, at ulve-flokken ikke kommer til at virke som tamdyr, idet den konstante kamp om maden, konstant styrker, vedligeholder og udbygger gruppens hierarki.

Dette og det, at ulvene lever på et så stort område, at de ofte forsvinder og færdes alene, uden kontakt til parkens besøgende gør, at de ikke bliver helt så domistiserede, som dyr i fangenskab normalt bliver.

Vi skulle nu ind til dem, og vores guide instruerede os grundigt før vi gik ind, beskeden lød – ingen hurtige bevægelser, og altid front imod ulvene, og når jeg siger at vi går, så går vi alle samlet.

Ulven er et nysgerrigt dyr, og vi blev orienteret om, at når vi nu havde siddet der lidt, så ville flokken sende en spejder ud, for at se hvad det var for en størrelse, der var kommet ind på deres revir. Og ganske rigtigt, efter nogen tid, så vi pludseligt et ulve-hoved, der stak lidt ud af nogle buske, og betragte os. Det forsvandt lige så hurtigt igen, men kun for at komme frem et andet sted. Denne skiftende betragtning forsat lidt, og så var den væk igen. 

Vi fik nu fortalt, at den vendte tilbage til flokken, for at aflægge rapport, og da vi ikke havde virket farlige, kunne vi forvente, at resten af flokken ville dukke op, og først fra afstand forsigtigt ville se os an.

Det passede, efter et stykke tid viste to sig lige foran os, og vi kunne skimte og ane andre på siderne af os – spændende – vi var blevet omringet, og vores opmærksom skulle henledes til de to, der synligt stillede sig op foran os.

Da vi viste, at det ikke var en totalt vild flok ulve, og at vi en times-tid før vi gik ind, havde set dem blive fodret, var vi rimelig rolige, og tænkte “JUHU” vi kan få nogle rigtig gode billeer af ulve helt tæt på.

Sådanne tanker kan eleminere nervøsitet og betænkelighed hos enhver naturfotograf 🙂

Vi fik gode billeder – helt tæt på, og på et tidspunkt lå jeg på maven lige foran gruppens fører, for at få den rigtige vinkel lidt nedefra og op, eller lige i øjenhøjde, som giver et godt perspektiv, og bringer mig i en vinkel der giver en ulv, der ser dominerende ud, og kan se direkte ind i kameraet.

Da vi skulle gå, opdagede jeg pludselig, at jeg ikke var kommet med gruppen, men befandt mig lidt alene med de store”hunde”, stadig med finegern presset mod kameraets udløser-knap. Jeg blev betænkelig, og skyndte mig langsomt, men stadig med ansigtet vendt imod den – tilbage til resten af gruppen.

En anderledes oplevelse – her ses de resulterende billeder.

 

Blandt ulv og los

 

Så skulle vi ind til Lossen 

eller på norsk til “Gaupen”

 

Norge rummer ikke bare en unik natur, men også en af de store vilde katte – Lossen.

Bestanden af Los i Norge blev i 2017 opgjort til 330 eksemplarer, ud fra 55,5 registrerede familiegrupper.

Galleri

Der blev fotograferet over alt og på kryds og tværs omkring Whenches hytte

På tur efter spejlinger

Så gik turen til Sauvallnatten 1052 meters højde

Høgevær er en del af Norefjell. Toppen skulle absolut være et besøg værd, da det anses for at være Norges næstbedste visning efter Gaustadtoppen. Herfra er der Gaustad i syd, Hallingskarvet og Hardangerjøkulen i vest, Jotunheimen og Hemsedalsfjellene i nord samt de østlige skove østpå. Ja, faktisk ser du Oslo, hvis udsigten er god nok fra Høgevarde. Vi kom ikke så højt, men måtte nøjes med de 1052 meter.

Fire på toppen

Galleri

Mod Hadangerviddaen til Eidfjord

Rest ved Skaupsjøen/Hardangerjøkule

Efter besøget hos Wenche tog Birthe og jeg videre over Hadangerviddaen til Eidfjord videre til Odda og så Oslo, ned over Sverige og til København. En ganske hyggelig tur, der virkelig viste os, at man absolut ikke behøver at rejse ud over Skandinavien, for at se storslået natur og imponerende landskaber

Galleri

Musikken på siden er:

%d bloggers like this: