Traner og sangsvaner ved Hornborgasjoën

FIRE DAGE VED HORNBORGASJÖEN – MED TRANER I SOLENS LIFLIG MORGEN-DIS, OG AFTENRØDENS USIGELIGE SMUKKE DAGS-AFSLUTTENDE-LYS.

Mandag den 3. april drog to Fotoakrobater (lokal fotoklub) Hanne og undertegnede afsted mod Hornborgasjöen i Sverige for at se den årlige trane-sammenkomst, hvor 15-20.000 traner danser og ”morer” sig ved søens bred i slutningen af marts til midt april.

Fiat’en (var jeg lige ved at sige ) men det var nu Fiesta’en, var læsset til randen, uden mulighed for bare at læsse et enkelt stativ mere, den var fyldt lige til randen.

Vi ankom ca. kl. 14.00 og begyndte vor rekognoscering, efter hvor vi skulle stille os, når vi ankom næste morgen til solopgang, for at få billeder i det tidlige morgenlys.

Mit mål for turen var ikke, bare at se tranerne danse, hovedmålet var, at tage billeder af traner i den opgående sol og i aftensolens dybe røde farve.

Hvilket skulle vise sig, at vi fik fuld mulighed for, for med 3 ud af de fire dage med fuld sol, var vi både heldige, og havde gode muligheder for at få de helt rigtige billeder.

Jeg fik da også en del “ok” billeder i modlys med dis og solopgang. Men det er en speciel opgave at fotografere under sådanne forhold, og jeg tror, at denne første gang, har givet mig en erfaring, som betyder, at jeg kan gøre dem bedre næste gang.

Der kunne godt ha’ været flere fugle ud over trane og gås, men selve trane-oplevelsen, det smukt varierende landskab og den hyggelige snak undervejs, var rigelig turen værd.

Det blev til fire super hyggelige dage, med turstart hver dag klokken 6.10 og ankomst på logkationen ca. kl. 06.25. Her stod den så på beundring af fænomenet, tage billeder billeder billeder, og lidt morgenmad (og flere billeder) i det kolde-friske-blæsende-morgen-vejr.

Lidt op af dagene gik det så med besøg andre steder rundt om søen, hvor der er små trampestier samt smukke og meget afvekslende landskaber at lægge turen igennem. Med henholdsvis 5, 9 og 13 km som turene blev til, nåede vi først hjem til vandrehjemmet igen mellem kl. 19 og 21, så dagene gav masser af frisk luft, trætte øjne og røde kinder.

Vi afsluttede vor første dag med en smuk tur ad en natursti til Hångers Odde, hvor vi oplevede en fantastisk smuk solnedgang, og nær var faret vild i det tiltagende og temmelig fremskredne mørke. Det er beskrevet i den følgende tekst.

At fare vild i mørket burde egentlig ikke overraske mig, for der sker tilsyneladende noget “spændende” hver gang vi er på tur. Forrige gang var vi på Mandø, hvor vi kun var et par minutter fra at drive til “havs” i hendes bil på Låningsvejen fra Mandø til fastlandet. Freddy og jeg sad med “livet” i hænderne og Hanne med rattet. Vi var godt nok alle tre chokeret (og nok også lidt bange) .Men det er en helt anden historie 🙂

Hornborgasjön mellem Vänern og Vättern i Västergötland (ca. 30 km nord for Falköping) er en af Nordeuropas vigtigste fuglesøer og et af de få steder, man kan opleve i tusindvis af traner på én gang. De første traner ankommer til søen i slutningen af marts måned, og i begyndelsen af april topper antallet, hvor man kan opleve op til ca. 26.000 traner på en dag.

Da vi var der, blev der talt omkring 16.000 stk.

Tranerne har tilbragt vinteren i Sydeuropa (bl.a. Spanien) og Nordafrika (Marokko og Tunesien), og i det tidlige forår flyver de til ynglepladserne i bl.a. Midt- og Nordsverige. Undervejs stopper de op for hvile ud. Et af de steder er ved Hornborgasjön.

Tranedansen er ikke en parringsdans, men en måde hvorved en hun og en han styrker båndene mellem sig. Dansen varer som regel blot 10-20 sekunder af gangen og består i, at parrene hopper og flakker med vingerne, mens de står over for hinanden.

Efter nogle dages ophold ved Hornborgasjön trækker langt de fleste af de tusindvis af traner videre til ynglepladserne højt mod nord. Selve parringen sker hovedsagelig først, når fuglene ankommer til ynglepladsen.

Hornborgasjön er ca. 10 km lang og 2-3 km bred, i alt omkring 35 kvadratkilometer. Den største vanddybde er 1,5 meter. Søen er naturreservat og en af Sveriges rigeste fuglesøer.

Hvis man bor på Sjælland, er der langt til Hornborgasjön: 317 km fra Helsingborg ad motorvejen mod Jönköping. Hvis man ikke orker den lange tur, kan man i stedet besøge “Vattenriket” i Skåne, se Traner i Vattenriket ved Kristianstad. Men der er ikke nær så mange, og de er meget længere væk for betrakteren.

Wild solnedgang ved Hångers Udde

Til aften skulle vi finde solnedgangen, og valget faldt på Hångers Udde.

Hångers Udde er virkeligt et karakteristisk og ganske specielt sted, med sine gamle egetræer og de krogede stadig bladløse grene der på karakteristisk vis tegnede sig sort mod himlen.

 Vi fulgte en smal natur-sti, som snoede sig gennem det kraftige enggræs over bakker og lave gærde, hen over små gangbroer over de mange små strømme og via træramper igennem en mose-agtige eng med et højt vandspejl – et spændende, anderledes og varieret landskab. 

De gamle krogede egetræer giver virkelig stedet karakter, og da vi forsigtigt ”spankulerede” hen da de gamle gangbroer, hen over den vandholdige græs/mose-bevoksning, følte jeg mig virkelig som en lille brik i et spektakulært og unikt landskab.

Vi så på de flotte vandområder med siv, kanaler og mange små-ø-agtige holme langs søens vandkant, hvor den fremadskridende aftensols flotte gyldne farver gav vandet et utroligt skær af guld. Også den gamle stenomkransede kirkegård (som dateres helt tilbage til omkring 1000 års-tallet) er med til at skabe stedets mangeartede og lidt ”mystiske” stemningsfyldte atmosfære. En konge blev engang begravet der – idet Kong Inge Stenkilsson i 1110 blev stedt til hvile på den gamle Hångers kirkegård (har jeg efterfølgende erfaret).

Denne særprægede ”lille” odde, der med sit smukke ”vilde/uplejede” landskab rager et godt stykke ud i søen lå ikke langt fra dagens første mål (morgen-disens traner), er et område, jeg håber, alle som besøger tranerne ved Hornborgasjöen, vil give sig tid til at opleve.

Vi fik en fantastisk solnedgang – nok den flotteste jeg nogensinde har oplevet. Jeg kan kun kalde den WILD SOLNEDGANG OVER HÅNGER UDDE. Den var helt vild 🙂 

Da vi nu var der, hovedsaligt for at skulle ha billeder af solnedgangen, og da den er smukkest lige ved det sidste (og helst lidt efter), var det godt på vej til at blive rigtig mørkt, da vi begav os afsted på tilbagevejen.

Hanne havde godt nok foreslået, at det vist var tid for at gå tilbage (og nogle andre besøgende var gået for længest), men neej jeg ville godt vente på at solen kom helt ned – det er jo som nævnt ofte det flotteste tidspunkt.

Men hendes ord må alligevel være trængt svagt igennem, for pludselig kunne jeg godt se, at det vist var på høje tid vi begav os tilbage mod bilen. Vi skulle af en vej, som ikke var os bekendt, for vi valgte, at gå af en anden rute, end den vi var ankommet af. Vi var enige om, at med den vandholdig eng og de mange gangbroer, var en ”mørke-gang nok ikke det bedste valg for en tilbagegang ad den vej – selv om vi havde lygter med.

Kameraene gøres klar før turen mod solnedgangen
Kamera og vedhæng er på plads - vi starter turen
Det er bare med at komme derud af
Man må vist hellere se sig for

Grundet min uvilje til at forlade et flot skue for “tidligt”, var vor aftentur på 3,5 km ad natursti til Hångers Udde nær endt med en overnatning på den bare eng med de ”uhyggelige” krogede egetræer, mørke buske og de snoede stengærer, hvor kulden nu emmede op af den fugtige eng. Et stod lysende klart for mig, nemlig – hvis vi ikke meget hurtigt fandt den rette vej, ville det inden for ganske få minutter være for mørkt til at bevæge sig rundt i dette landskab – så jeg fik travlt med i hurtig gang ”suse” op og ned af det for os spærrende trådhegn – et forsøg på at forcerer et højt og bredt stendige var blevet opgivet (hvilket nok var ganske godt, for det kunne meget  nemt ha ført os ind på den gamle ”uhyggelige” 🙂 kirkegård.

Det tiltagende mørke gjorde det ganske vanskeligt at orientere sig i det ukendte og knolede terræn, efter at solen var gået ned, og at finde vejen tilbage til civilisationen var altså ikke ”heeelt” nem og lige til. Kun ganske kort før totalt mørkefald fandt vi en grusvej, og snart kom bilen til syne på den lille parkeringsplads, hvor vi for en del timer siden efterlod den. Så det blev alligevel ikke til overnatning under åben himmel og mose-konens bryg om anklerne denne gang :-). Et par lettede fotografer fik kamera og overtøj af, og dumpede tilfredse ned på bilens bløde og behagelige sæder 🙂 nu skulle vi altså hjem og ha’ noget mad.

Mørket var tæt og fuldstændigt, da Fiesta’en ganske tæt på kl. 21 rullede ud af grusvejens og skovens dybe mørke, frem mod den asfalterede pålidelige vej, der førte ”hjem” til ”trykheden” på vandrehjemmet.

Aftensmaden blev den kedeligste og mest smagsløse pizza jeg i mit efterhånden lange liv har smagt. Men samtalen over den var høj og intens på grund af aftenens oplevelse på naturstien under egetræernes krogede bare grene og langs de entemistiske små gangbrædder over mose, eng og å, samt ikke mindst solnedgangen – og den ”spændende” hjemtur mod den efterladte Fiesta, selvfølgelig godt hjulpet på vej af et par glas af Hannes medbragte hvidvin 🙂

Et fantastisk syn var oplevelsen på Hångers Udde – og nok en fantastisk og smuk oplevelse, vi vil bære hos os i lang tid fremover. Jeg er ganske sikker på, at jeg vil besøge stedet igen – måske til efteråret, når tranerne igen flyver mod syd.

Også vores vandreturen ved Ytterbjerg i en strid blæst, var flot oplevelse. Herom længere nede på siden.

Galleri 1 - Hångers Udde ved solnedgang

Sol op- og nedgang med smuk natur og traner = uforglemmelige syn 🙂

Galleri 2 - Traner i løbet af dagen

Sangsvaner var der også

Galleri 3 - Tranedans

Usigelig mange besøgende

Til Trandansen kommer der omkring 150.000 mennesker årligt og parkeringspladsen lige ved, er gerne fuldt besat af campister – hver aften. Andre indtager alle fornødne overnatningssteder i hele området, så man skal være tidligt ude, hvis man skal få overnatning på det nært beliggende vandrehjem. 

Man skulle med så mange besøgende på det relativ korte tidsrun tro, at man vil stå som sild i en tønde. Men det er slet ikke tilfældet – kun ved udsigts stedet står man tæt.

Selve dansen er ikke et parringsritual, men en introduktion og udvælgelses proces, som indledning til den endelige pardannelse. Selve parringen foregår på selve ynglestedet, som kan ligge langt fra Homgorgasjöen.

Ikke alle kan dog vente til deres ankomst til ynglestedet

Galleri 2 - Tranedans

Fra Ytterberg tangen til Naturum Hormbogasjöen

Ytterberg rækker godt og vel 2 km ud i søen, så her man har man fri udsigt til Naturum Hornbogasjöen og næsten over hele søen.

På trods for muligheden for regn og det lidt voldsomme vejr (turens eneste dag uden sol), havde vi besluttet os for at gå en lang sø-tæt tur, for at nyde den flotte udsigt fra Ytterberg hen over Vässtorpsåsen til Naturum.

Planen var lagt dagen før, og i Naturum skulle vi så indtage vor frokost, da vi allerede tidligere havde spottet en udmærket restaurant.

På vor tur mod tangens yderste punkt, mødet vi er af turens få rovfugle – Tårnfalken. Den kom ganske tæt på os, og da vi var højt over vandet, og strandengen, var vi på højde med fuglen, hvilket kan ses på billederne her ved siden af.

Godt nok så vi også havørnen, men den var for langt fra os, til at vi kunne få tilfredsstillende billeder – desværre.

Vi fik os en rigtig god, lang og forfriskende vandretur i den stride (men ikke kold) blæst fra Ytterberg til Naturum Hornbogasjöen. Strækningen på de 13 km frem og tilbage, var meget kuperet, og gik gennem småskov og over vandige enge. Og da vi havde stridt os frem til Naturummet, stod den på en god og velfortjent frokost. For mit vedkommende blev det en yderst lækker svampesuppe, og jeg kunne ikke lade være med at slutte af med en kop varm chokolade med en ”lille” kage til – der ventede jo en pæn tur tilbage, så der skulle vel lidt ”drivmiddel” til 🙂 

Nu nærmede tiden for vor hjemtur sig (den efterfølgende dag), men vi havde endnu et mål, nemlig et besøg på Åges bilkirkegådemed de gamle tresser-vrag på hjemvejen Åkes bilkirkegård havde jeg både hørt en del om, og tjekket ud på nettet inden afrejsen.

I slutningen af 1930’erne slog Åke Danielsson sig ned ved mosen vest for Ryd og begyndte at grave tørv. I længden var det ulønsomt, og i 1940’erne gik han over til at skrotte biler.

Hans skrothandel lå ved den gamle vej mellem Ryd og Hässleholm. I 1960’erne blev der bygget en ny hovedvej, og der kom ikke længere kunder forbi skrothandlen. Bilerne blev stående i vejkanten og i skoven, og langsomt fik stedet lov til at forfalde.

Stedet får nu lov til at ligge urørt hen, og betegnes nu som et seværdig museum med alle de gamle henfaldende tresser-biler.

Men det er en helt anden historie, og er ikke med her.

Men jeg kan dog sige, at det var nu ikke helt, hvad jeg havde forventet, men vejret var godt, det var synet af den svenske natur også.

Galleri 4 - Fugle på turen fra Ytterberg til Naturum.

Hele turen bød ikke på mange fugle ud over traner, men det var jo i realiteten også dem, vi var kommet for at se - så det accepterede vi 🙂

Se video af tranerne i det tidlige morgenlys og den efterfølgende danse