Stop musik
Mykineshólmur
Turen til Mykineshólmur Lighthouse
Når man besøger Mykines, er det et “must”at opleve turen over Mykineshólmur til Færøernes vestligste spids ved Mykineshólmur Lighthouse og sulekolonien
Mykineshólmur er adskilt fra Mykines, og de to øer er kun forbundet med en smal metalbro. På Mykineshólmur er der et fantastisk fugleliv. Her yngler den charmerende søpapegøje (lunden) med det farvestrålende næb og de skuende og ofte så sørgmodige øjne. Herud over findes stort set alle Færøernes havfugle repræsenteret på Mykineshólmur.
For at komme over på Mykinesholm skal man ned fra Mykines-fjeldryggen til en smal stål-broen der ligger i 35 meters højde, og rækker over den 40 meter brede rende (kaldet Holmgjógv) mellem selve Mykines og Mykineshölur, og som vibrerer ”blødt og spændstigt” under ens vægt på vejen over. Men før man kommer så langt, skal man lige den stejle vej ned af klippesiden til den.
Men man skal lige tage sig sammen, når man træder ud og nogle store dybe trin ned på selve stien. Det føles næsten, som om man træder lige ud over fjeldkanten. Men heldigvis er der et reb, man kan tage fat i, når man altså lige er trådt de første par skridt. Stien går vinkelret fra klippekanten ud over siden, så man kommer til at gå parallelt langs klippevæggen. Men her efter føles det sikkert nok.
Stien kan ses her over for, med desværre fik jeg ikke taget billeder af de første par trin – kun af den nemme del.
Man kommer videre ned ved at følge en stejl, smal sti med rigtig mange sving. På den strækning holder er Gærdesmutterne til, og jeg fik da også et par ganske ok billeder, før jeg langsomt måtte ”haste” efter de få af vores gruppe, som havde valgt at begivet sig ud mod holmens fyrtårn – selv om der ikke var nogen plan om at gå i samlet trop, er en snak og lidt samvær jo ganske rart. Flere valgte at undlade at “svinge” sig ud og ned på den stejle sti med de startende dybe trin, og blev tilbage på Mykines.
Mindesmærket på Mykines (her over for)
Mindesmærket blev rejst i 1939 til minde om forliste fiskere fra Mykines. Tavlerne med deres navne befinder sig nu i kirken. Foranledningen til rejsningen af mindesmærket var at 9 mænd fra Mykines i 1937 forliste med trawleren Neptun under fiskeri ved Island.
Her under gør de af os der skal videre, klar til at gå ned – og over
Her den lille levende bro “Holmgjógv” der rækker over de 40 meter, der er over den del af Atlanterhavet” der adskiller Mykines og Mykineshólmur.
Sikker og ingen farer, men ganske sjov at stå på, og betragte den strømfulde passage, samt se på de to stejle klipper med mange rugende rider.
At se lunderne skue over havet, er bare et syn man aldrig glemmer - det er et syn for livet
Morgenens udsigt herunder fra Mykineshólmur er ganske storslået med de spændende sky og tåge formationer
Langs stien er der en rigtig flot udsigt både over havet, den stærke strøm i kanalen, og ikke mindst til alle de fugle, som ruger på klippevæg og spir.
De rugende fugle er hovedsaligt rider på klippevæggene og lunder på et par spir.
Et stykke nede af stien begynder ‘Lundelandet’ – kaldet ‘Lamba’. Her yngler lunder i titusindvis, og de kommer konstant susende ind fra havet med deres fangster, for kort efter, at tumle lige så hurtigt ud igen. Et herligt syn – og hold-da-op hvor var der mange Lunder på vandet. Det var ret vildt.
Mellem ud og indflyvningerne er der dog tid til Lundens speciale ”at stå i samlet flok eller alene – bare man kan stå filosoferende og se sørgmodigt ud over vandet, syntes parolen af være.
En masse små Lunde-grupper med blikket rettet ud over havet, gør turen igennem Lamba, til et syn man aldrig vil kunne glemme – et syn for livet, må det siges at være.
Lunden bør vel næsten ikke kunne flyve, men måske ganske som humlebien, er den bare ikke klar over det. For den flyver i en meget lige linje kanon hurtigt og nærmest tumlende. Man kan sige om Lunden at:
”Den går kluntet, den svømmer kluntet, den flyver kluntet og den både lander og letter kluntet”.
Lunden glemmer man bare ALDRIG. Underholdningsværdien de dage jeg fulgte den – var enorm.
Selve turen efter borovergangen videre af stien hen over midten af Mykineshölmur var ganske hyggelig, men ikke speciel interessant, men som sagt hyggelig i det fantastiske flotte vejr det var den dag. Man skal absolut følge stien, for ellers vil man træde i de mange huller, som er indgangen til Lundernes rede-huller, med for Lunden – katostrofale følger. På turen langs stien så jeg stenpikker, gærdesmutte, stær og markpiber.
Når man så kommer ud til fyret og sule-området, er det en ganske anden sag.
Spidsen af Mykineshólmur er Sulernes domæne, og på skærene og især de to høje nærmest “tårn-agtige” klippestykker et stykke ude i vandet, er deres yngleplads. Her yngler tusindvis af suler.
Der er mange får på Mykineshólmur
Spidsen af Mykineshólm tilhører sulerne
Vi har nu langsomt bevæget os de ca. 150 meter op til højderyggen igen, og her øverst på spidsen og den yderste ende af Mykineshólm står fyret Mykines Hólmur Lighthouse og fyrmesterboligen.
Når Færøerne rammes af vinter-orkanerne er dette et af de allerværste steder at opholde sig på Færøerne. Og med vindstød på flere hundrede kmt er det ikke uden grund at fyrtårnet holdes fast af barduner. Men denne dag er der megen sol, blå himmel og ingen vind, men skiftet mellem blå himmel og skyet skifter utrolig hurtigt på Færøerne – ogsåden dag. Men alt i alt – en super flot dag.
Fra dette punkt er der for de langsynede ‘frit udsyn’ til USA.
Ud for Hólmens sydvestlige hjørne, står de to søjle-agtige klipper Flatidrangur og Píkarsdrangur, som begge er beboet af utallige suler, som både på de to toppe og klipperne omkring, ligger så tæt, at de indkomne fugle har svært ved, at finde en plet at lande på.
Det er et betagende skue.
Sulen er en stor, elegant og statelig fugl med et vingefang på næsten 2 meter, og med sin orange hætte, de stærkt sorte optrukne linjer, de blåfarvede øjne, og ofte helt snehvide kropsfarve, er den et umanerligt smukt syn, når den i store sving svæver ind fra havet, for at lande lige ved sin mage, som den finder på fortræffelig vis iblandt de tusinde andre suler.
Jeg så også den store bastante ravn, idet et ravnepar var ret så aktive et stykke ude på klipperne. Men desværre for langt ude, til gode billeder.
Tilbageturen som gik langs den lodret faldende klippevæg, var i modsætning til udturen midt på holmen, rigtig interessant. Hele tiden var der suler, rider og mallemukker, der underholdt én, når man kikkede ud over kanten til havet langt nede. Her så man fuglene fra en noget anden vinkel end normalt – nemlig oppe fra
Ikke helt få gange krævede den flotte udsigt, at men lagde sig på maven for at kikke ned – og ud
