Langs stien er der en rigtig flot udsigt både over havet, den stærke strøm i kanalen, og ikke mindst til alle de fugle, som ruger på klippevæg og spir.
De rugende fugle er hovedsaligt rider på klippevæggene og lunder på et par spir.
Et stykke nede af stien begynder ‘Lundelandet’ – kaldet ‘Lamba’. Her yngler lunder i titusindvis, og de kommer konstant susende ind fra havet med deres fangster, for kort efter, at tumle lige så hurtigt ud igen. Et herligt syn – og hold-da-op hvor var der mange Lunder på vandet. Det var ret vildt.
Mellem ud og indflyvningerne er der dog tid til Lundens speciale ”at stå i samlet flok eller alene – bare man kan stå filosoferende og se sørgmodigt ud over vandet, syntes parolen af være.
En masse små Lunde-grupper med blikket rettet ud over havet, gør turen igennem Lamba, til et syn man aldrig vil kunne glemme – et syn for livet, må det siges at være.
Lunden bør vel næsten ikke kunne flyve, men måske ganske som humlebien, er den bare ikke klar over det. For den flyver i en meget lige linje kanon hurtigt og nærmest tumlende. Man kan sige om Lunden at:
”Den går kluntet, den svømmer kluntet, den flyver kluntet og den både lander og letter kluntet”.
Lunden glemmer man bare ALDRIG. Underholdningsværdien de dage jeg fulgte den – var enorm.
Selve turen efter borovergangen videre af stien hen over midten af Mykineshölmur var ganske hyggelig, men ikke speciel interessant, men som sagt hyggelig i det fantastiske flotte vejr det var den dag. Man skal absolut følge stien, for ellers vil man træde i de mange huller, som er indgangen til Lundernes rede-huller, med for Lunden – katostrofale følger. På turen langs stien så jeg stenpikker, gærdesmutte, stær og markpiber.
Når man så kommer ud til fyret og sule-området, er det en ganske anden sag.
Spidsen af Mykineshólmur er Sulernes domæne, og på skærene og især de to høje nærmest “tårn-agtige” klippestykker et stykke ude i vandet, er deres yngleplads. Her yngler tusindvis af suler.