Fra Mykines til Vestmannabjergene
Sluk musik
Afrejsedagen var oprundet
Men vi havde et nyt mål - en sejltur ved Vestmannabjergene.
Alt godt har som det siges – en ende (men det har alt andet heldigvis også :-)). Men nu var vi nået til ”enden” på vort ophold på Mykines – vort skib har lige rundet den lille vig og godt på vej til at lægge til ”kaj” hvis man kan kalde den lille primitive beton støbning det.
Kufferterne er nede, og vi er alle på vej ombord. Vejret er dårligt og havet er i god bevægelse, men dog ikke så meget, at der ikke kan lægges til kaj 🙁
Turen til Søvárgur er ret bevægelig, på grund af de ganske pæne bælger, men vi kommer over, og nu har vi en del vi skal se og nå, før vi når frem til vort 5 stjernede hotel i Torshavn. De 5 stjerner ser vi alle frem til at skulle nyde – en god seng, ordentlig mad og et ”luksuøst” badeværelse er noget man ser frem til, når man har levet under kummerlige kår og fået kedelig ensartet mad i nogle dage. Men afsavnene var det absolut værd (jeg gør det gerne igen) – vi havde haft nogle dejlige oplevelsesrige dage på Mykines.
Vi skulle nu videre til byen Vestmanna for en sejltur langs langs de høje klipper samt til en hule et sted “der omkring” :-).
Men undervejs havde vi nogle stop, hvorfra de næste billeder stammer.
Den australske sorte svane har bredt sig i Danmark, hvor den de senere år er observeret i alle landsdele. DOF opfordrer til, at der gøres en ekstra indsats for at forhindre den sorte svane i at etablere sig i Danmark. Sort svane er en indført invasiv art på linie med kæmpebjørneklo og iberisk skovsnegl
Den sorte svane er med i en gruppe af arter, der bliver betegnet som invasive. Det er arter, som mennesket har transporteret til nye dele af verden, hvor de har etableret sig frit i naturen, og hvor de er i stand til at sprede sig til nye levesteder. På den måde kan de blive alvorlige konkurrenter til andre arter af dyr og planter. I mange tilfælde kan invasive arter ændre den økologiske balance.
Sagnet om Risin og Kellingin
Nordvest for Eiði, på øen Eysturoy, står to mægtige stensøjler ikke langt fra fjeldet. De kaldes for Risin og Kellingin. Han (Risin) står længere ude foran brændingen, og hans kone står med spredte ben tættere på land. Når der er vindstille, kan man sejle imellem klipperne. Følgende historie fortælles om disse to forstenede skikkelser:
Island havde til hensigt at trække Færøerne, som ligger ensomt ude i Nordatlanten, tættere hen til sig. Derfor blev Risin og Kellingin bedt om at udføre denne opgave. De nåede det yderste nordvestlige bjerg Eiðiskollur som aftalt. Kæmpen blev stående i havet, mens hans kone klatrede op på bjerget for at binde Færøerne sammen for siden at skubbe dem op på ryggen af kæmpen. Første gang tog hun så voldsomt fat, at den nordlige del af bjerget Eiðiskollur revnede. Derpå forsøgte hun at fastgøre rebet et andet sted på bjerget, men det var også forbundet med vanskeligheder. Bjergets sokkel var fast, og øerne ikke nemme at flytte.
Det berettes videre, at kællingen stadig var oppe på bjerget, da morgenen begyndte at gry. Hun var bange for dagslyset og skyndte sig derfor ned til kæmpen, som stadig stod i havet og ventede på hende. Desværre havde de brugt for megen tid på forberedelserne, for i samme øjeblik, som de begav sig hjemad, kæmpen forrest og hans kone bagved, steg solen op af havet i al sin glans og forstenede dem begge.
Her står de stadig i dag med længsel i retning af deres hjemland uden nogensinde at få det at se igen.
Vi når nu frem til byen Vestmanna, hvorfra vor sejltur langs VESTMANNABJERGENE udgår
Vestmanna Tourist Center
Udgangspunktet for turen til Vestmannabjergene
Hvordan den tur forløb – se videre via linket her “Til Vestmannabjergene”
