Landskab & Cityskab
Allan Kierulff fortæller lidt om sig selv
Landskab & Cityskab
Fugle
Søndag den 11. februar klokken 13.00 afholder Kunstforeningen Humlen fernisering på en udstilling med fotokunst af fotografen Allan Kierulff fra Vallensbæk – i Hedehuset Hovedgaden 371 i Hedehusene.
Allan Kierulff fortæller: Efter en vandretur på Inkastierne i Peru (2008) blev jeg grebet af fotografering, som nu er min store og altoverskyggende “passion”. Efterfølgende er jeg rejst rundt i verden på jagt efter de gode og for mig interessante billeder. Det har været i jeep, båd, tog og ofte hårde ture til fods.
For mig er det naturen med særlig vægt på fuglene, der kalder; men især landskabsbilleder inspirerer min skabertrang, og ikke at forglemme – mine natlige ture med stativ og kamera over skulderen, iblandet et besøg på én af Københavns mange kaffesteder, giver mig stor glæde.
Der findes især to forskellige typer af fotografer, dem der tager billedet for at gengive det så realistisk og oprigtigt som muligt, og dem der ser billedet på en mere kunstnerisk måde, som vil gengive billedet og vise det så smukt, som det kan lade sig gøre. Jeg henhører til den sidste gruppe, fordi det der betyder meget for mig, er at skabe et så smukt billede, som mine evner i billedbehandlingens kunst, tillader mig at fremtrylle.
Jeg arbejder i billedets små områder, ved at se på lyset i billedet, hvor falder det, skal det forstærkes, skal det svækkes, hvor kan det falde og lægges ind, så ensartede flader nuanceres for at give dybde og dynamik til billedet, for ensartede flader gør det kedeligt og fladt. Skal skygger gøres dybere eller tilføres, skal de lysnes – forestillingsevne og ideer er vigtige.
Bearbejdning af landskabsbilleder er for mig som filosofi, jeg tænker egentlig ikke så meget på billedet som en fotograf (når det er taget), men nok nærmere som en maler, når jeg arbejder i det tagne billede. For mig gælder det nemlig om først at finde motivet og så i billedbehandlingen, at gøre det så smukt, som det på det gunstigste tidspunkt kan, eller i mine tanker kunne se ud.
‘DUE MORE OF WHAT MAKES YOU HAPPY – take a snapshot and make it great.’ Sætningen får mig til at tænke. Hvorfor er jeg fotograf? Hvorfor er det min store passion?
Svaret er; det er fordi jeg brænder for at synliggøre, det jeg ser. Følelsen af at skabe noget. At skabe et billede, der vækker følelser – at skabe et billede, der bringer tanker, eller måske – et billede der kan føre os ind i en anden verden.
Et evigt minde om det jeg så.